Neurologiske sygdomme

Fysioterapi til patienter under udredning og/eller i behandling for akut nervebetændelse af typen Guillian Barre

Den fysioterapeutiske undersøgelse supplerer lægens vurdering af symptomernes udbredelse og sværhedsgrad samt risiko for udtrætning relateret til vejrtrækning.

Den fysioterapeutiske behandling i den akutte fase retter sig primært mod forebyggelse med særligt fokus på vejrtrækning, lejring, bevægelighed og smerter.

Efter udredning og den akutte behandling påbegyndes genoptræningen. Her ligger fokus på at genopbygge muskelstyrke, styrke kredsløb, udholdenhed og kondition samt genindlære normale bevægemønstre med henblik på, at patienten genvinder sin evne til eksempelvis selvstændigt at kunne flytte sig i sengen, sætte sig op, rejse sig og gå eller kunne medvirke i andre meningsfulde aktiviteter.
Derudover har fysioterapeuten fokus på hjælpemidler og andre relevante behandlingsredskaber.

Under al træning er fysioterapeuten opmærksom på patientens mentale og fysiske udtrætning.

Fysioterapeuten indgår i den tværfaglige planlægning af den videre genoptræning ved udskrivelse fra den akutte afdeling.

 

Ergoterapi til patienter under udredning og/eller i behandling for akut nervebetændelse af typen Guillian Barre

Formålet med den ergoterapeutiske behandling er at fremme patientens mulighed for at udføre og deltage i aktivitet.

Ergoterapeuten undersøger via samtale og observation, hvordan patienten forinden indlæggelsen og under indlæggelsen er i stand til at udføre aktivitet. Dette for at afdække, om der er opstået problemer med at udføre vante opgaver i dagligdagen eksempelvis at spise og drikke, vaske sig, tage tøj på, lave mad, benytte PC eller andre relevante meningsfulde aktiviteter, også i relation til fritid og arbejde hvor relevant.

I den akutte fase har ergoterapeuten særligt fokus på at vedligeholde den funktion, som patienten fortsat har samt at forebygge, at der opstår komplikationer.

Efter den akutte fase påbegyndes genoptræningen, hvor ergoterapeuten træner patienten i daglige meningsfulde aktiviteter med det formål at genopbygge tabte færdigheder.

Under al træning er ergoterapeuten opmærksom på patientens mentale og fysiske udtrætning.

Ergoterapeuten har derudover fokus på om patienten har behov for hjælpemidler samt tilpasning af disse med henblik på, at patienten bliver så selvhjulpen som muligt.

Der er dagligt tværfaglig sparring med henblik på at udarbejde plan for patientens videre forløb under og efter indlæggelse på den akutte afdeling.

Genoptræningen er ofte langvarig, men behovet for genoptræning varierer imidlertid fra person til person.