Hjerte

Fysioterapi til patienter der har fået foretaget en hjerteoperation, hvor brystbenet bliver skåret op

Patienterne indlægges på Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling én hverdag før operationen.

Fysioterapeuten vurderer patienten med fokus på vejrtrækning og bevægeapparat samt instruerer i forholdsregler for at beskytte brystbenet og i forflytning ind og ud af sengen. Patienten får desuden udleveret pjecen ”Information og træning til patienter, der er opereret i hjertet og har fået skåret brystbenet op”.

Fysioterapeuten har efter operationen fokus på, at patienten er så fysisk aktiv som muligt og undgår at udvikle lungekomplikationer.

Patientgruppen tilbydes specialiseret rehabiliteringsforløb. Fysioterapeuten udarbejder en genoptræningsplan, som udleveres til patienten ved udskrivelsen.

 

Fysioterapi til patienter som har overlevet hjertestop

Patienterne indlægges på Thoraxkirurgisk Intensiv Afdeling (TIA) og overflyttes til Kardiologisk Afdeling S1, når helbredstilstanden er stabiliseret.

Fysioterapeuten vurderer patienten med fokus på vejrtrækning og fysisk formåen og iværksætter relevant behandling og genoptræning. Denne vil ofte bestå af vejrtrækningsøvelser og fysisk træning af for eksempel gang og balance.

Behovet for genoptræning efter udskrivelsen vurderes i samarbejde med ergoterapeut, læge og sygeplejerske.

 

Fysioterapi til patienter med hjertesvigt der deltager på hjerterehabiliteringshold

Deltagerne på hjertehold visiteres i samarbejde mellem sygeplejerske, læge og fysioterapeut tilknyttet Hjerteinsufficiensklinikken.
Der igangsættes to hold årligt med deltagelse af maksimalt 8 patienter. Holdet træner én gang om ugen i to timer over en fire måneders periode, i alt 11 gange.

Hver gang består den første time af fysisk træning, som varetages af fysioterapeut, og den anden time består af erfaringsudveksling og undervisning som primært varetages af sygeplejerske.

Den fysiske træning er tilrettelagt som et standardforløb med mulighed for individuelle hensyn. Patienten instrueres i et individuelt træningsprogram, som progredieres løbende. Fysioterapeuten udarbejder et individuelt hjemmetræningsprogram med henblik på selvtræning.

Sygeplejersken vil under rehabiliteringsforløbet gennemgå følgende emner i undervisningen: hjertets anatomi, hvad er hjerteinsufficiens, hvile/søvn/ træthed, smerte, angst og psykiske reaktioner, pårørende og socialt netværk, medicin og virkning/bivirkning, sammenhæng mellem væskeophobning i kroppen, brug af venepumpeøvelse og kost.

Ved afslutning af holdforløbet aftales, hvordan den videre træning foregår. Dette vil oftest være i form af kommunal rehabilitering eller selvtræning.

 

Individuel ambulant fysioterapi til patienter med hjertesvigt

Patienterne henvises via Hjerteinsufficiensklinikken til individuel samtale ved fysioterapeut.

Fysioterapeut undersøger patienten og vejleder i hjemmetræning.
I samarbejde med patienten tilrettelægger fysioterapeuten det videre genoptræningsforløb, som kan foregå som følgende:

  • Specialiseret genoptræning på hold på et sygehus
  • Almen genoptræning i kommunalt regi
  • 1 eller 2 opfølgende samtaler med henblik på selvtræning eller afklaring af den videre genoptræning