Lunger

Fysioterapi til patienter som indlægges med lungebetændelse eller observation for samme

Patienterne vurderes i forhold til sekretproblemer, åndenød samt aktivitets- og funktionsniveau.

I behandlingen er der fokus på fysisk aktivitet og hyppige stillingsskift.

Efter behov behandles patienterne endvidere med teknikker til at gøre vejrtrækningen dybere, åbne luftvejene og løsne slim, som er svært at hoste eller støde op.

 

Fysioterapi til indlagte patienter med KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom)

Patienter med KOL har ofte slim, som er svært at hoste op, åndenød, nedsat funktionsniveau samt nedsat muskelstyrke og generel udholdenhed.

Med baggrund i en fysioterapeutisk undersøgelse vurderer fysioterapeuten patientens behov for lungefysioterapi samt patientens behov for genoptræning under og efter indlæggelsen.

Afhængig af patientens tilstand er der i behandlingen fokus på fysisk aktivitet og tidlig genoptræning i form af styrke- og/eller konditionstræning samt lungefysioterapi. Lungefysioterapi er behandling med forskellige vejrtrækningsteknikker, der hjælper med åbne luftvejene og løsne slim samt nedsætte åndenød.

 

Fysioterapi til patienter der får foretaget åben lungeoperation eller kikkertoperation af lungerne

Før operationen
Patienter indlægges på Dagsafsnit Syd (DASY) én hverdag før operationen, hvor fysioterapeuten vurderer patientens funktionsevne med fokus på vejrtrækning og bevægeapparat.

Fysioterapeuten instruerer som standard patienten i vejrtrækningsøvelser, hosteteknikker samt informerer om vigtigheden af fysisk aktivitet under og efter indlæggelsen. Fysioterapeuten udleverer pjecen ”Information og træning til patienter der er opereret i lungerne”.

Efter operationen
Fysioterapeuten tilser patienten den første dag efter operationen med henblik på vurdering af vejrtrækning, forflytning og gang. Ved behov iværksætter fysioterapeuten yderligere relevant behandling.

Fysioterapeuten vurderer i samarbejde med afdelingens læge behovet for genoptræning efter udskrivelsen.