Fald

Fysioterapi til patienter henvist til tværfaglig faldudredning i Klinik for Dynamisk Geriatri

Fysioterapeuten indkalder patienten til en individuel fysioterapeutisk undersøgelse og vurdering af ca. 60 - 75 minutters varighed.

Patienten undersøges og vurderes i forhold til fysisk formåen, daglige aktiviteter, muskelstyrke samt stående og gående balance.

Den fysioterapeutiske vurdering indgår som en del af den samlede tværfaglige faldudredning, som drøftes på diagnostikkonference, med deltagelse af fysioterapeut, sygeplejerske og læge. Her aftales blandt andet det videre samlede forløb.

Som hovedregel tilbydes patienterne genoptræningsplan til almen genoptræning i kommunalt regi.

Fysioterapeuten i Klinik for Dynamisk Geriatri udfærdiger genoptræningsplan indeholdende beskrivelse af balanceproblematikker, faldforebyggende tiltag og genoptræningsbehov.

Ved behov tages kontakt til bevilgende kommunal terapeut vedrørende hjælpemidler og boligændringer, som eksempelvis håndtag ved badet, eller fjernelse af dørtrin.

Patienter, der modtager genoptræningstilbud i kommunalt regi, indkaldes til opfølgende undersøgelse hos henholdsvis sygeplejerske og fysioterapeut i Klinik for Dynamisk Geriatri ca. 4 måneder efter, at genoptræningsplanen er sendt, med henblik på at undersøge udbyttet af det samlede undersøgelses- og genoptræningsforløb.