Ankel

Fysioterapi til patienter med brud i ankelen behandlet med operation og/eller gipsbandagering i det ambulante forløb

Patienten henvises fra Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Klinik Aalborg til én instruktion i fysioterapi.

Fysioterapeuten vurderer patienten i forhold til smerte, hævelse, bevægelighed af ankel-/fodled, muskelstyrke i benet, evne til at udføre dagligdags aktiviteter samt evne til selvtræning.

Patienterne modtager behandling i form af øvelser, træning i dagligdags aktiviteter med henblik på belastning på foden, instruktion i selvtræning, mobilisering af ar og vejledning i genoptagelse af arbejde, sport og fritidsaktiviteter.

 

Fysioterapi til patienter med brud på ankelen behandlet med operation og/eller gipsbandagering i det indlagte forløb

Den fysioterapeutiske behandling påbegyndes sædvanligvis første dag efter operationen. Patienterne modtager som udgangspunkt fysioterapibehandling en gang dagligt under indlæggelsen.

Fysioterapeuten vurderer patienten i forhold til smerte, hævelse, bevægelighed af tæer samt evne til at udføre dagligdags aktiviteter med særlig opmærksomhed på, om gipsbandagen giver plads til fri bevægelse af tæer og knæ.

Patienterne modtager behandling i form af korrekt liggestilling, øvelsestræ-ning, mobilisering med hjælpemidler og instruktion i selvtræning efter udskrivelse.