Medicinske patienter

Fysioterapi til alment svækkede, medicinske patienter

Patienter, der er indlagt på medicinske afdelinger, kan være alment svækkede som følge af de sygdomsmæssige årsager til indlæggelsen og/eller den nødvendige behandling, patienten har modtaget eller modtager. Svækkelsen kan give sig udtryk i varierende grad af begrænsninger.

Nogle patienter er svækkede i en sådan grad, at de er sengeliggende og har behov for hjælp til at flytte sig i og ud af sengen samt har brug for støtte til at opretholde balancen i siddende stilling. Andre patienter oplever, at de nok kan sidde, men har svært ved at stå på benene uden støtte, mens andre oplever, at nedsat muskelstyrke og –udholdenhed samt nedsat balance har forringet deres gangfunktion i forhold til tidligere.

Med baggrund i en fysioterapeutisk undersøgelse vurderer fysioterapeutens patientens genoptræningsbehov med fokus på funktionsniveau, muskelfunktion og muskelstyrke, ledbevægelighed, balance og udholdenhed.

Afhængig af patientens tilstand iværksættes den fysioterapeutiske behandling med fokus på

  • funktionstræning
  • vedligeholdelse/forøgelse af ledbevægelighed
  • træning af muskelfunktion og muskelstyrke
  • udholdenheds træning
  • balancetræning

Ergoterapi til patienter indlagt på medicinske afdelinger, Aalborg Universitetshospital

Ergoterapeutens undersøgelse og vurdering starter ofte med en samtale for at afdække patientens opfattelse af tidligere og nuværende evne til at klare daglige aktiviteter i hjemmet, i fritiden eller på arbejde.

Efterfølgende observerer ergoterapeuten patientens nuværende aktivitetsformåen ved daglige aktiviteter. Dette med henblik på at indgå i tværfaglig vurdering af patientens behov for videre rehabilitering samt hurtig iværksættelse af målrettet ergoterapeutisk behandling/intervention.

Det ergoterapeutiske forløb planlægges på baggrund af patientens mål og forventninger samt ergoterapeutens undersøgelse og vurdering.

Med baggrund i ovenstående iværksættes den ergoterapeutiske behandling/intervention med fokus på at fremme patientens mulighed for deltagelse i aktivitet.

Det tilsigtes, at den ergoterapeutiske behandling foregår via daglige aktiviteter, hvor patienten inddrages og gøres aktiv i behandlingen. Dette med udgangspunkt i patientens fysiske og kognitive formåen.