MORE
MORE var et tværfagligt forsknings- og udviklingsprojekt med fokus på at give patienter og personale den rigtige ernæring, som imødekommer den enkeltes behov og ønsker.
Det helt overordnede formål med projektet var at sikre, at patienter indlagt på Aalborg Sygehus får tilstrækkeligt med energi og protein.
Dette er helt afgørende for at nedsætte antallet af komplikationer, fx infektioner, og derved forkorte hospitalsopholdet, ligesom en tilstrækkelig ernæring er grundlaget for, at den øvrige del af behandlingen lykkes.
Målet var at udvikle en eller flere modeller til at sikre, at alle patienter får en målrettet ernæringsbehandling, dvs. at alle patienter får tilstrækkeligt med energi og protein.
Projektet var bygget op om en fastlagt undersøgelsesramme:
- Baseline-måling på indlagte patienters ernæringsstatus og viden om ernæring i forhold til behandling. Endvidere spørgeskemaundersøgelse til personale om deres viden om/holdning til såvel patienternes som egen ernæring samt analyse af arbejdsgange i køkkenet. Formålet med dette var at kortlægge behov og eventuelle barrierer for udvikling af nye tiltag
- Idégenerering: På baggrund af resultater fra baseline beskrives nye idéer og tiltag til implementering i afdelinger og i køkken
- Test og implementering: Idéer afprøves i udvalgte afdelinger, såkaldte modelafdelinger, og i køkken
- Slutmåling der undersøger samme parametre som beskrevet under baseline-måling
Det unikke ved MORE-projektet var den flerdimensionelle tilgang til ernæringsområdet. Projektet er dels en videnskabelig undersøgelse, der beskriver effekten af en ernæringsintervention men også en ny måde at udvikle et fagområde på, der kræver en stor indsats af en bred vifte af faggrupper, lige fra lægen til køkkenmedarbejderen. De valgte indsatser tog udgangspunkt i de enkelte afdelingers konkrete behov, oplevelser og idéer og behov for kompetenceudvikling.
MORE-projektet var det første skridt til at skabe tværfaglighed på ernæringsområdet og udvikle evidensbaserede måltidssammensætninger til den enkelte patient.
Projektet udspillede sig i 2009-2010.
Du kan finde alle vores udgivet videnskabelige artikler her.Opdateret