Smags- og duftforandringer oplevet af patienter i behandling med kemoterapi

Afdækning af smagsforandringer oplevet af kræftpatienter var et delstudie i 3P (Personalized food Product for Patients)-projektet

Om forsøget

Forsøget blev udført på Hæmatologisk og Onkologisk sengeafsnit på Aalborg Universitetshospital fra marts 2019 til juli 2019.

Smags- og duftforandringer er relateret til nedsat fødevareindtag og appetit samt tidlig mæthedsfornemmelse. Alle disse faktorer medvirker til, at mennesker udvikler eller er i risiko for at udvikle underernæring. Samtidig betyder smag og mad meget for den sociale interaktion mellem mennesker, da det at spise er en stor social begivenhed og meget vigtig for at føle sig 'normal' og som en del af fællesskabet. Endvidere stimulerer det, at spise, følelser af velvære og glæde hos personer. Derfor anses smags- og duftforandringer som værende meget stressende for patienter, og har ofte negativ indflydelse på sygdomsbedring. Især kræftpatienter rammes af smags- og duftforandringer som følge af både tumor og behandling med kemoterapi og/eller stråling.

Formålet var derfor at afdække smagsforandringer og andre spiserelaterede gener hos kræftpatienter til brug i udvikling af nye fødevarer, der kan afhjælpe disse forandringer. Samtidig ville vi gerne undersøge, om pH-værdien i spyt kunne relateres til smagsforandringer og andre spiserelaterede gener hos kræftpatienterne, da især smag er afhængig af normale spytfunktioner med en pH-værdi mellem 6,7-7,3.

Et screeningsværktøj kaldet CiTAS blev brugt til at screene for smagsforandringer.

 

Resultater

  • Forekomsten af smagsforandringer var høj blandt kræftpatienter
  • Ingen konsekvente tendenser kunne ses omkring højere eller lavere oplevet smagsintensitet af sød, salt, bitter, sur og umami
  • Patienterne foretrak i højere grad kold mad end varm mad
  • Synkebesvær var relateret til oplevet smagsforandringer
  • Bløde fødevarer var fortrukket over hårde fødevarer
  • Oplevet ubehag i munden (sår, betændelse o.lign.) var relateret til oplevet smagsforandringer
  • 42% af patienterne oplevede metallisk smag
  • pH under 7 (sur) var ikke relateret til smagsforandringer i dette studie
  • Smag og smagsforandringer opleves meget individuelt og bør derfor også behandles individuelt

Du kan finde alle vores udgivet videnskabelige artikler her.

Opdateret