Mellemmåltidsprojektet
For småtspisende patienter kan det være svært at opnå sit daglige behov for energi og protein fordelt på tre hovedmåltider. Man anbefaler derfor, at 30-50% af det daglige energi- og proteinbehov skal komme fra mellemmåltider (kilde: Anbefalinger for den danske institutionskost).
En undersøgelse viste, at patienternes indtag lå langt under anbefalingerne med et gennemsnitligt energiindtag på 572 kJ og 2,3 g protein til mellemmåltiderne. Resultatet af undersøgelsen viste, at der var behov for en målrettet indsats, og Kulinarium igangsatte derfor projektet Mundgodt.
Projektets formål
Formålet med projektet var:
- At opnå indgående indsigt i patienters madpræferencer og ernæringsbehov
- At skabe et nyt mellemmåltidskoncept med udgangspunkt i individuelle behov, tilgængelighed og måltidsorganisering
- At øge energi- og proteinindtaget til mellemmåltider samt totalt over hele døgnet
- At opnå et energi- og proteinindtag til mellemmåltiderne på minimum 30% af det gennemsnitlige daglige behov
Med udgangspunkt i undersøgelsen af patienternes kostindtag og anbefalingerne for mellemmåltider, blev der foretaget en gennemsnitlig beregning af, hvor meget energi og protein et mellemmåltid bør indeholde: 700-1200 kJ og 10-15 g protein.
Udvikling af nye mellemmåltider
I efteråret 2016 blev et nyt mellemmåltidskoncept udviklet bestående af 23 mellemmåltider med et gennemsnitligt energi- og proteinindhold på hhv. 721 kJ og 9,7 gram i måltidsenheder á 40-80 gram. Det gennemsnitlige niveau for energi og protein nåede næsten de beregnede krav på trods af stor vægt på sensoriske parametre. På baggrund af de nye mellemmåltider blev der iværksat et interventionsstudie, der forløb over 3 måneder i foråret 2017, hvor måltiderne blev serveret 3 gange dagligt.
Resultater
Med udgangspunkt i en før- og eftermåling af patienternes kostindtag, blev det undersøgt, om det nye mellemmåltidskoncept kunne øge det gennemsnitlige indtag af protein og energi til mellemmåltiderne samt for hele døgnet. Resultaterne viste en betragtelig øgning af proteinindtaget til mellemmåltiderne fra 30-112% samt en øgning af energiindtaget fra 55-119%. Set over hele døgnet blev det totale proteinindtag øget fra 49-87% og det totale energiindtag øget fra 74-109%.
Se Marie Nerup Mortensen fortælle hele historien om projekt "Mundgodt".
Du kan finde alle vores udgivet videnskabelige artikler her.
Opdateret