Vil du være læge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg?
Gynækologi & Obstetrik er noget ganske særligt – og det er ganske vist!
Her har vi nemlig muligheden for at være med til livets start, endog sørge for at livet starter (fertilitetsbehandling). Følge udviklingen fra celleniveau til det nyfødte barn (føtalmedicin og obstetrik). Følge kvinden gennem alle livets faser fra første menstruation til overgangsalderen (almen gynækologi), og hjælpe til, hvis der opstår problemer med vandladning (urogynækologi) eller mistanke om cancersygdom (onko-gynækologi). Specialet rummer alt fra ukomplicerede fødsler, henover svære samtaler til avanceret Robotkirurgi. Der er således rig mulighed for nørderi på et højt specialiseret plan samt ganske simple håndgreb med forløsende virkning.
Klinisk funktion
Almen gynækologisk område
Specialeansvarlig overlæge, Annemette Jørgensen
De fleste patienter behandles i Dagkirurgisk regi. Godartede sygdomme i livmoder, æggestokke, æggeledere og skeden. Tidlige graviditetskomplikationer og hormonelle forstyrrelser som følge af sygdom eller dysfunktion i æggestokkene, i hypothalamus-hypofyse-gonade-aksen, kromosomanomalier og medfødte anomalier. Er præget af den endoskopiske kirurgiske udvikling, herunder 3D-laparoskopi og robot kirurgi. Således har hysteroskopisk endometrieresektion afløst en del af hysterektomierne som behandling af recidiverende metroragi. Ligeledes har laparoskopisk kirurgi afløst en del af den tidligere fertilitetskirurgi. For patienter betyder dette især kortere indlæggelsestid og rekreationsperiode.
Genitalmisdannelser med undtagelse af dem, som kræver plastikkirurgisk transplantation, modtages til behandling.
Gynækologisk onkologisk område
Specialeansvarlig overlæge, dr. med., Aage Knudsen
Gynækologiske cancere og forstadier, herunder celleforandringer i livmoderen og livmoderhalsen.
Patienter med mistænkt gynækologisk cancersygdom, hvor histologien ikke foreligger, henvises til Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling. Gynækologisk afdeling råder over 2 robotter til operationer inden for dette område. Varetages i tæt samarbejde med Onkologisk Afdeling og Patologisk Institut, Aalborg Universitetshospital.
Uro-gynækologisk område
Specialeansvarlig overlæge, Karin Glavind
Dysfunktion af bækkenbund, skede, blære, urinrør og endetarm.
Udredning og behandling af kvinder med urininkontinens.
Omfatter alle nedre urinvejsproblemer med nedsynkning af underlivsorganer.
Varetages i samarbejde med Urologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.
Reproduktionsområde
Specialeansvarlig overlæge, Merete Husth
Der tilbydes alle gængse former for behandling af mandlig og kvindelig betinget infertilitet. Der foretages intrauterin insemination med såvel donor som partners sæd, ægtransplantationsbehandling, befrugtning af æg med mikroinjektionsteknik, hormonstimulationsbehandling ved ægløsningsforstyrrelser og undersøgelse af årsager til nedsat sædkvalitet. Afdelingen har desuden Vest dansk funktion for PGT behandling
Obstetrik
Specialeansvarlig overlæge, ph.d., Anne Nødgaard Weidema Sørensen
Hovedopgaverne er sundhedsfremme, forebyggelse, observation, diagnostik og behandling under normal såvel som kompliceret graviditet, fødsel og barselsperiode, herunder indgreb i forbindelse med graviditets- og fødselskomplikationer og akutbehandling af det nyfødte, uventede dårlige barn i den korte tid, der går indtil anæstesiolog og eventuel pædiater overtager behandlingen.
Gravide med sygdom, risikofaktorer eller kompliceret graviditet ses af obstetrisk specialist og kontrolleres i samarbejde med egen læge og jordemoder. Svangre omsorgen for raske gravide med ukompliceret svangerskab varetages af egen læge og jordemoder.
Jordemødrene arbejder under ledelse af en chefjordemoder og 7 afdelingsjordemødre, som i samarbejde med vagthavende obstetriske specialist, sikrer kontinuiteten i den daglige patientbehandling.
Ultralydsambulatoriet
Specialeansvarlig overlæge, Gerd-Eva Hoseth
Varetager ultralydsdiagnostiske undersøgelser inden for det gynækologisk-obstetriske speciale på alle niveauer og samarbejder ved særlige problemer med Rigshospitalet. Der kan henvises direkte fra såvel primær- som sekundærsektoren. Ambulatoriet modtager patienter til rådgivning vedrørende genetiske problem stillinger i forbindelse med svangerskab og fødsel og udfører fosterdiagnostiske undersøgelser som moderkageprøver, fostervandsprøver og ultralydsskanninger.
Det tilstræbes, at hver enkelt patient følges af samme speciallæge og sygeplejerske under hele kontakten med afdelingen.
Vi har fokus på din uddannelse
Afdelingen rummer et stort antal uddannelsessøgende læger. Afdelingen er årligt normeret til 2 introduktionslæger som er 1 års stillinger, derudover 4 læger i 1. års hoveduddannelsesforløb, og 4 i sidste år af deres hoveduddannelsesforløb (1.reservelæger).
Derudover har afdelingen et varieret antal læger i hovedforløb til almen medicin i et 4 måneders ophold. Vi arbejder seriøst med uddannelsen af yngre læger. Afdelingen har et fast uddannelsesteam bestående af 2 uddannelses-ansvarlig overlæger og 2 uddannelseskoordinerende yngre læger som i tæt samarbejde med afdelingens ledende overlæge sætter kursen for afdelingens uddannelsesmiljø. Vi afholder mulighed for vejledersamtaler hver 14. dag, og forsøger herved at sikre os, at den uddannelsessøgende opnår planlagte kompetencer til det forventede tidspunkt. Afdelingens uddannelsesteam og vejlederkorps arbejder målrettet på at tilrettelægge og hjælpe den uddannelsessøgende læge undervejs i uddannelsen, derfor forventer vi også at den uddannelsessøgende læge selv tager ansvar for sin egen uddannelse. Afdelingen har for nylig i et samarbejde med de øvrige specialer i Klinikken åbnet et færdighedslaboratorium, som på sigt vil være åbent i alle døgnets timer, således at uddannelsessøgende læger, såvel som studerende, har adgang til at træne diverse procedurer på forskellige fantomer.
Ønskes yderligere information om uddannelse inden for Gynækologi & Obstetrik henvises til specialets hjemmeside www.dsog.dk eller afdelingens uddannelseshjemmeside.
Vær med til at udvikle morgendagens behandling
En forskningsmæssig indsats er nødvendig for at kunne tiltrække og fastholde kvalificeret personale og betragtes derfor som en kerneopgave på lige fod med selve patientbehandlingen.
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling har skabt et forskningsmiljø, hvor der forskes inden for stort set alle subspecialer. Der er 10 forskningsaktive læger, 5 ph.d.-studerende læger og 1 ph.d.-studerende jordemoder.
Til afdelingen er knyttet 4 kliniske lektorer og 1 postgraduat klinisk lektor samt et professorat.
Ved afdelingens Smerteforskningslaboratorium forskes i kroniske underlivssmerter, bl.a. smerter relateret til endometriose. Forskningen foregår i tæt samarbejde med Aalborg Universitet.
Vi tager godt imod nye medarbejdere
Før start i afdelingen vil nye læger modtage en velkomstpakke med en introduktionsmappe samt en venlig hilsen fra afdelingens uddannelseskoordinerende yngre læger.
Alt efter uddannelsestrin vil der være et fastlagt introduktionsprogram, som blandt andet indeholder rundvisning i afdelingen, og en snak med ledende overlæge og uddannelsesansvarlig overlæger.
Alle uddannelsessøgende læger vil få tildelt en vejleder, og vi har en forventning om, at første vejleder-samtale holdes indenfor de første 14 dages ansættelse! Afdelingen har på indeværende tidspunkt ikke et fast mentorprogram, men døren og telefonen til uddannelsesansvarlig overlæger er altid åben ved spørgsmål til specialet og uddannelsesprogrammer. Vedrørende uddannelsesprogrammer henvises til www.videreuddannelsen-nord.dk
Organisation
Ledelse:
Cheflæge, ph.d.
Ole Mathiesen
o.mathiesen@rn.dk
Forskning:
Professor, dr. med.
Ole Bjarne Christiansen
olbc@rn.dk
Lærestolsprofessor/overlæge
Ulrik Schiøler Kesmodel
u.kesmodel@rn.dk
Uddannelse:
Uddannelsesansvarlig overlæge
Helle Larsen
hela@rn.dk
Uddannelsesansvarlig overlæge
Stine Leenskjold Olesen
slo@rn.dk
Specialet i tal (2021)
Antal læger:
45 læger, heraf 24 speciallæger samt 2 professorer og den ledende overlæge (ca. 20 uddannelsessøgende).
Antal patienter pr. år:
63.844 ambulante patienter
9.312 operationer
3.446 fødsler
Beliggenhed
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling er placeret på Aalborg Universitetshospital afsnit Nord, Reberbansgade 15, 9000 Aalborg.
I forlængelse af forhallen i stueetagen findes Graviditets- og ultralydsafsnittet, her findes elevator og trappe som fører op til 3. etage hvor Fødegangen er placeret, på 4 etage hører barselhotellet hjemme og på 5 etage er Obstetrisk sengeafsnit placeret.
I højhuset finder man vores Gynækologisk Ambulatorium på 5. etage, Sengeafsnit for Gynækologi og Graviditet samt Gynækologisk Akutstue på 8. etage. Gynækologisk Dagafsnit findes på 9. etage og Barselsafsnittet findes på 11.etage.
Fertilitetsenheden er placeret på Søndre Skovvej 3, 9000 Aalborg.
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling har udefunktion ved hospitalets matrikel i Hobro. Denne funktion omfatter undersøgelse, behandling og operation for almene gynækologiske lidelser og nedsunken livmoder.
Vagtfunktioner
Forvagten dækkes almindeligvis af almen praksis læger (AP- læger - H forløb i Almen Medicin) og introduktionslæger i gynækologisk obstetrisk afdeling. Forvagten passer gynækologisk akutstue indtil kl. 18.00 på hverdage, og er derefter behjælpelig med stuegang indtil kl. 19.00, hvor vagten slutter. Forvagtsfunktionen overtages herefter af mellemvagten. I weekenden dækkes afdelingens akutindtag lørdag fra kl. 8.00 – 14.00 af forvagten.
Mellemvagten dækkes almindeligvis af læger i H forløb i specialet samt nyuddannede speciallæger. Introduktionslæger kan komme i betragtning til at dække mellemvagten, dette sker efter aftale. Mellemvagten møder alle dage ind kl. 15.30 og passer fødegangsarbejde, operationsgangen, stuegang samt akutindtag efter kl.18.00 indtil kl. 9.00 næste morgen, hvor næste vagthold tager over.
Bagvagten dækkes af speciallæger i specialet fra kl. 8.00 til kl. 9.00 den efterfølgende morgen alle ugens dage. Bagvagten passer fødegangen, operationsgangen, stuegangsfunktionen samt akutindtag og eventuelt tilsyn i samarbejde med mellemvagten.
Opdateret