Sikkerhed og arbejdsmiljø i praktikperioden
Ifølge Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 516 om unges arbejde fremgår det, at arbejdet ikke må indebære fare for de unges sikkerhed og sundhed.
Praktikanterne må derfor ikke beskæftiges med, eller være i nærhed af maskiner eller farlige stoffer og materialer samt håndtere tunge byrder.
Ved valg af arbejdsopgaver og ved tilrettelæggelse af arbejdet skal arbejdsgiveren sørge for, at praktikanterne får en grundig instruktion, samt sikre, at der føres effektivt tilsyn af en person over 18 år, som har den fornødne indsigt i arbejdet.
Arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser for elever i erhvervspraktik er følgende:
- Eleverne må ikke arbejde mellem kl. 20.00 og kl. 06.00. Den daglige hvileperiode skal være på mindst 14 timer i sammenhæng. Inden for hver uge skal eleven have 2 fridøgn.
- Inden for erhverv, hvor der forekommer arbejde i aften- og nattetimer, må eleven heller ikke deltage i arbejdet efter kl. 20.00 og før kl. 06.00. Eleven må dog i tidsrummet opholde sig på arbejdspladsen for at se arbejdet blive udført uden selv at deltage. Den tid, eleven observerer arbejdet, skal medregnes i den samlede arbejdstid.
Opdateret