Kronikeren der ikke ønsker at følge behandlingsplan

Beskrivelse af case

Ung kvinde, der som 17-årig pludselig bliver hæmodialysepatient. Var dengang i familiepleje grundet misrøgt og vold i hjemmet. Tungt begavet. Da kvinden blev myndig valgte hun at flytte tilbage til sin biologiske familie. Herefter begynder hun at udeblive fra sine dialyser.

Alle tænkelige ressourcer er anvendt i forsøget på at overtale patienten og familien. De sociale myndigheder får ikke lov til at udføre den støtte og hjælp, de ellers kunne yde.

Embedslægen har konkluderet, at der ikke er grundlag for umyndiggørelse eller tvangsbehandling. Patienten har ret til kun at modtage behandling, når hun selv ønsker det.

Situationen er blevet sådan, at patienten selv skal meddele til dialyseafdelingen, når hun ønsker dialyse. Det gør hun som regel først, når hun er dyspnøisk eller er blevet dårlig på anden vis. Den kliniske tilstand er efterhånden ganske dårlig og forværres stadig.

Personalegruppen har det dårligt med at se på, at et ungt menneske fravælger optimal behandling. Der stilles spørgsmål ved, hvorvidt hun er i stand til at forstå informationen om helbred og sygdom, samt om hun forstår konsekvenserne af sine fravalg.

Det etiske dilemma

Patienten ønsker selv at bestemme over sin egen tid. Faste aftaler ses som en indgriben i hendes personlige frihed.

Hun ønsker desuden selv at bestemme, hvor ofte hun har brug for dialyse, samt friheden til selv at prioritere hvad hun finder vigtigst i sit liv.

Den samlede personalegruppe er i tvivl om det er etisk korrekt at være vidende om dette forløb.

Etiske overvejelser

De etiske overvejelser går primært på den unge kvindes autonomi. Hun har et stort behov for personlig frihed og råderum og prioriterer denne frihed højere end hendes helbred.

Der er to muligheder:

• Patientens ret til selvbestemmelse tilgodeses – Den aktuelle løsning, hvor patienten selv bestemmer, fastholdes. Patienten behandles, når hun selv ønsker det og hjælpes så godt det er muligt, når hun er modtagelig for hjælpen.
• Det faglige perspektiv tilgodeses, hvilket vil betyde at behandlingen skal gennemføres. Dette ville indebære fremmede personer i patientens hjem. Personerne skulle gennemtvinge afhentning til dialyse, sikre indtag af korrekt medicin samt kontrol af væske og fødeindtag mv.

  Mulighederne har hver deres konsekvens:

• Den første løsning vil betyde en fortsat forværring af kvindens helbred med en alt for tidlig død til følge. Dette er patienten klar over, men udtrykker ikke bekymring herfor. Udtrykker ligegyldighed i forhold til valgets dødelige udgang.
• Den anden tænkte løsning vil betyde indgriben i patientens frihed og autonomi. I yderste konsekvens vil det betyde tvang.

Konklusion

Løsning to er ikke en reel mulighed i praksis, men den har været vigtig at tænke igennem, da tankerækken belyser personalets etiske adfærd ved at modtage patienten, når denne spontant kommer i afdelingen. Selv om det fagligt er en meget dårlig løsning, respekteres patientens valg, der er i overensstemmelse med det liv, patienten lever. Og, patienten er med sikkerhed oplyst om konsekvenserne af valget.