Præhospital behandling af børn og unge
Udvalgte projekter:
Sygdom, ulykker og dødsfald blandt danske børn efter 112-opkald
Projektet undersøgte, hvilke typer af skader og sygdomme, som det viste sig, at børn fejlede, efter at de var blevet bragt til et dansk hospital af en ambulance eller akutlægehelikopter.
Der var få dødsfald (<1%), og der sås et meget bredt symptom- og sygdomsmønster og mange patienter havde en betydelig grad af eksisterende sygdom i forvejen.
Ph.d.-afhandlingen understreger vigtigheden af, at sundhedsprofessionelle i det akutte sundhedssystem vedligeholder kompetencer til at modtage og behandle børn med akut opståede sygdomme.
Projektet leverede undervisningsmaterialer til University College Nordjylland, som har landsfunktion for uddannelse af paramedicinere.
Kritisk syge børn med behov for lægebilsassistance
Projektet undersøgte, hvor hyppigt der er behov for kritiske interventioner udført af lægebilslæge.
Lægebilen i Odense kørte til godt 4.000 børn under 7 år i perioden 2007-2020. Ud af disse havde 2,2% behov for mindst én kritisk intervention, f.eks. sugning i øvre luftveje, intubation, intraossøs adgang, avanceret hjerte-lunge redning. Størstedelen af patienterne (81%) blev bragt til et hospital til nærmere diagnostik og behandling.
Det vil sige, at der forholdsvis sjældent er behov for at udføre kritiske interventioner til mindre børn, før man ankommer til et hospital. For at bevare 'børneparatheden' på vores præhospitale enheder, bør vi arbejde efter det gamle motto at "man skal øve mest på dét, man gør sjældnest".
Smertebehandling i ambulancen til børn
Projektet undersøgte brugen af stærk smertestillende medicin til børn i ambulancer, i særdeleshed opioid af typen Fentanyl. Kun 5,7% af børn modtog stærk smertestillende medicin, og dette blev oftest givet til børn over 10 år. 97% af doserne lå inden for den anbefalede dosis for den givne alder.
Der er en mulig tendens til at være tilbageholdende med stærk smertestillende medicin til mindre børn.
Kontakt Vibe M. L. Nielsen for mere information
Kontakt
Opdateret