Man inddeler testikelkræft i forskellige stadier. Disse stadier er med til at bestemme, hvilken behandling og eventuel efterbehandling du bliver anbefalet.
Kræften kan være lokaliseret og begrænset til selve testiklen, eller kræften kan have spredt sig. I de fleste tilfælde udvikles testikelkræft i de celler i testiklen, som producerer sæd.
Man deler disse ind i to hovedgrupper: seminom og non-seminon. Seminom kan ses hos mænd i alle aldre og har mindre tilbøjelighed til at sprede sig. Non-seminom ses oftest hos yngre og har større tilbøjelighed til at sprede sig hurtigt.
Testikelkræft spreder sig oftest til lunger, lever, nyrer, knogler og lymfeknuder.
Blodprøver vil vise, om knuden udsender bestemte tumormarkører (proteiner), som cirkulerer rundt i blodet. Er disse forhøjet, kan det tyde på testikelkræft, men det er stadig ikke givet, at der er tale om testikelkræft.
Uanset hvilket stadie din sygdom er i, vil den syge testikel blive fjernet ved en operation.