Øvelser til kvinder med smerter i underlivet
Underlivssmerter opleves af et stort antal kvinder. Der kan være flere årsager, men ofte vil musklerne være involverede. Muskelspændinger kan opstå i såvel underlivet som i nakke- og skulderregionen. De kan skyldes alt fra dårlige arbejdsstillinger til stress og sygdomme eller hudlidelser i underlivet.
Smerterne kommer typisk fra den ene side af underlivet/maven, men kan også opleves i begge sider. Smerterne kan føles i det nederste af maven, lysken, op mod lænden og ned på for-, bag- og inderside af lår og ved haleben og sædeknuder.
Smerterne kan føles som murren, brænden, svien eller stikken. De kan være konstante eller periodiske og/eller opleves som pludselige jag. Der kan også være smerter under og efter samleje. Desuden kan smerterne provokeres fx i stående og siddende stilling og ved gang og løb.
De muskler i og omkring bækkenet, der kan give smerter, er bækkenbundsmusklerne, inderlårs-, balde-, hase-, lænde- og mavemusklerne og musklerne foran på hoften. Nogle af disse muskler passerer tæt forbi underlivsorganerne, og derfor kan muskelsmerterne forveksles med smerter fra de indre organer. Samtidig kan muskelspændingerne være med til at give oppustet mave eller forstoppelse. Hvis muskelspændingerne sidder øverst i maven, kan du eventuelt få kvalme.
Da musklerne er meget påvirkelige af vores generelle fysiske og psykiske tilstand, er det vigtigt, at du holder dig i god fysisk form. Det er derfor en god idé at dyrke en form for motion, som du befinder dig godt med.
Opdateret