Når operationen er færdig, bliver du kørt på Opvågning Nord. Her tilstræber vi, at du får et roligt og behageligt opvågningsforløb.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, der ser til, at du har det godt. Vi holder øje med din hjerterytme, og vi måler dit blodtryk og iltindhold i blodet. Desuden er vi opmærksomme på, om du har smerter.
Efter operationen kan du opleve, at:
- være omtåget i nogle timer efter operationen, og du vil derfor have brug for ro
- risikere at få kvalme og kaste op på grund af faste eller på grund af selve operationen/bedøvelsen
- være svimmel på grund af bedøvelsen
- være øm i halsen, fordi du har haft et rør i halsen, som har hjulpet dig med at trække vejret under operationen
- få smerter; det er vigtigt, at du fortæller sygeplejersken, hvis du har smerter. I så fald kan du få tilbudt smertestillende medicin, så du hurtigere bliver frisk igen.
Det er individuelt, hvor længe man opholder sig i opvågningsafsnittet. Det kan variere fra en til flere timer. Længden af opholdet afhænger af:
- hvornår du er tilpas vågen
- om du har acceptable smerter, når du ligger stille – og om du har kvalme
- hvordan selve operationen er forløbet – nogle operationer kræver længere tid i Opvågning Nord.
Det er sygeplejersken, der i samarbejde med en narkoselæge vurderer, hvornår du er klar til at forlade Opvågning Nord.
Vi betragter opvågningen efter narkosen som en del af operationsforløbet. Derfor kan du ikke få besøg af dine pårørende på Opvågning Nord. Hvis dine pårørende gerne vil tale med dig, kan personalet i Opvågning Nord låne dig en telefon, så du kan orientere dine pårørende om, at du har det godt.
Er du interesseret i at vide mere om Opvågning Nord kan du besøge afsnittets hjemmeside.
Når du er klar, kommer du tilbage på Urologisk Sengeafsnit. Når du kommer tilbage på sengeafsnittet, må du spise og drikke. Vi vil også ret hurtigt bede dig om at komme ud af sengen og gå rundt i afsnittet. Det er vigtigt, at du hurtigt kommer i gang med at bevæge dig. Bevægelse forhindrer en række komplikationer efter operationen. Plejepersonalet vil også spørge ind til din smerteoplevelse ved hjælp af en såkaldt smerteskala. Du skal fortælle, hvor mange smerter du har fra 1-10, hvor 1 = ingen smerter og 10 = de værste smerter, du kan forestille dig.