Træning og kost gør en forskel, når du er i behandling for kræft

Mand, der træner i naturen

Al forskning viser, at det er godt for dig at træne, når du er i behandling for kræft. Styrke- og konditionstræning er godt for både dit fysiske og dit psykiske velbefindende. Når du træner, bliver du stærkere samtidig med, at din krop producerer endorfiner. Endorfiner er det hormon i kroppen, der spiller en vigtig rolle i forhold til at have følelsen af glæde og velvære.

Når du får behandling for kræft, er der stor risiko for, at du mister muskelstyrke, og at din kondition falder. Dette gør, at du bliver mere træt og ikke kan det samme fysisk, som før din behandling. Tab af muskelmasse kan desuden medføre, at du tåler din kræftbehandling dårligere.
Vi vil derfor anbefale dig, at du holder dig i gang, så meget det er muligt. Selv lidt træning kan gøre en stor forskel.