Hvis du har prøvet at være indlagt på et hospital, har du måske oplevet en hospitalskultur, der signalerer, at man skal ligge i sengen, når man er syg. Patienten bliver klædt i hospitalets tøj og placeres i en seng med fjernsynet foran. Fjernsynet styres med en fjernbetjening. Der tilsluttes en klokkesnor til sengen, så der ved begrænset anstrengelse - et lille ryk i snoren - kan tilkaldes personale. Nogle steder må man selv hente sine måltider ved den fælles madvogn, men for de fleste patienter bliver det ikke til megen aktivitet i løbet af dagen.
Det er oplagt, at man kan være så syg, at der ikke er et alternativ til det at være sengeliggende, men i mange tilfælde er det værd at overveje, om man kan få lidt aktivitet ind i dagene på hospitalet.
Forslag til motion under indlæggelse
Sørg for ofte at skifte stilling, når du ligger ned
På den måde får du bevæget musklerne.
Begræns den tid, hvor du ligger ned
Når du sidder op, får du nemlig brugt musklerne mere aktivt end i liggende stilling. Sid op i sengen eller i en stol på stuen, på gangen eller i opholdsstuen.
Sørg for at stå ud af sengen
Det kan være for at gå på toilettet, hente drikkevarer osv. Har du problemer med selv at komme ud af sengen eller hen til opholdsstuen, så bed personalet på afdelingen om at hjælpe dig.
Spørg om du kan låne en senge- eller kondicykel
Nogle afdelinger har en senge- eller kondicykel til fri afbenyttelse.
Gå en tur
Du kan gå rundt på stuen, ned i opholdsstuen eller en tur til kiosken – også selv om du ikke skal købe noget. En tur på trapperne giver meget motion. Når du har besøg, så spørg om dine gæster har lyst til, at I går en tur og snakker sammen. Personalet har tidspunkterne for stuegang, behandling og undersøgelser. Tal eventuelt med dem om, hvornår det passer bedst, at du går en tur.
Vil du læse mere, så spørg fx efter bogen ”Walk-up – så går det bedre” i Forebyggelsesambulatorium, Sund Info.
Forslag til gåture omkring hospitalet
Forebyggelsesambulatorium, Sund Info har udarbejdet en række kort med forslag til gåture omkring Aalborg Universitetshospital, Syd og Nord. Du kan se de forskellige ruter nedenfor eller komme ind i Forebyggelsesambulatorium, Sund Info på Syd for at få udleveret en kopi.