Ny funktion i REDCap - Direkte udsendelse af spørgeskemaer til Digital Post
Cpr-numrene på modtagerne kan eksempelvis importeres fra en fil, hvorefter der kan udsendes mails med links til REDCap-spørgeskemaer til modtagernes respektive digitale postkasser i én arbejdsgang. Efterfølgende kan du monitorere status pr. cpr-nummer, herunder om der skulle være skemaer, der ikke er nået frem, eksempelvis fordi modtageren ikke er tilmeldt Digital Post.
Et formål med den nye løsning har været at skabe en mere effektiv og oplyst arbejdsgang, når der skal udsendes spørgeskemaer i forsknings- og kvalitetsprojekter. Et andet formål er at sikre, at invitationerne når frem via en sikker og officiel kanal, så vi undgår at se udsendelse af spørgeskemaer via almindelig mail. Endelig er Digital Post også en mere stabil postkasse end borgernes til tider skiftende private e-mailadresser, hvilket kan have en positiv effekt på svarprocenten.
Den nye løsning vil dermed gøre eksempelvis rekruttering af deltagere til forskningsprojekter eller udsendelse af opfølgende spørgeskemaer langt nemmere og mere sikker end tidligere, samtidig med der potentielt også opnås et mere konsistent svarmønster.
Løsningen er udviklet i et samarbejde mellem Forskningsdata og Statistik (FORSA), Digitalisering og IT samt Canon.
Vejledning og implementering
For at sikre en korrekt og sikker implementering i dine projekter, skal du kontakte REDCap-teamet for at aftale et indledende vejledningsmøde, før du påbegynder udsendelse til Digital Post. Her gennemgås projektopsætningen og muligheder for monitorering af udsendelsen.
Læs mere om løsningen her: Brugervejledning til Digital Post (internt link)
Kontakt og spørgsmål
Hvis du har spørgsmål eller ønsker vejledning, er du velkommen til at kontakte os på: redcap@rn.dk
Psst... Vidste du det?
REDCap-teamet afholder Open Office hver anden onsdag i ulige uger fra 13-15 i mødelokale 018 i Forskningens Hus! Du er meget velkommen til at “droppe ind” og få her-og-nu-hjælp til dine REDCap-udfordringer.