Løst krudt kan have negativ effekt på soldaters helbred

Røg fra skydevåben under træning kan udsætte soldater for sundhedsskadelige stoffer, der påvirker både lungefunktion og immunforsvar. Det viser ny nordjysk forskning.

Når professionelle soldater træner aktioner i bygninger, foregår det ofte med flittig brug af krudt og kugler – af den løse slags, velsagtens. Men brugen af løsskud og attrap-håndgranater kan alligevel have en målbar negativ effekt på soldaternes helbred.

Forskere fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling og Klinisk Institut samt Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet har i et nyt studie fulgt en gruppe elitesoldater under en indendørs øvelse i en forladt skole. Over fire timer gennemførte soldaterne tre træningspas á 15 minutter, hvor der blev affyret løsskud og anvendt attrap-håndgranater – uden brug af åndedrætsværn.

- Vi målte både luftkvaliteten under øvelsen og soldaternes helbred før og efter træningen. Det viste en høj koncentration af støv og metalpartikler i luften - især kobber og zink - samt stoffer som uorganiske gasser, aldehyder og polyaromatiske kulbrinter. Samtidig målte vi et markant fald i soldaternes lungefunktion, og en klar stigning i hvide blodlegemer (neutrofile granulocytter), hvilket er et tegn på akut inflammation, fortæller Else Toft Würtz, ph.d. og førsteforfatter på studiet.

Ifølge forskerne minder reaktionerne om dem, man kender fra andre erhverv med metalrøg og partikeleksponering, for eksempel ved svejsearbejde. Selvom niveauerne af metaller som kobber og zink lå under de gældende grænseværdier, var det bemærkelsesværdigt, hvordan det påvirkede soldaterne, forklarer Else Toft Würtz:

- Soldaterne er i god form og trænet til at arbejde under ekstreme forhold. Netop derfor er det interessant, at vi alligevel kan måle en fysiologisk reaktion. Selvom vi ikke har påvist varige skader, kan vi se, at kroppen reagerer – også efter relativt kort tids eksponering.

Anbefaler bedre beskyttelse ved indendørs træning

Studiet omfatter 18 soldater og kun én specifik træningssituation. Forskerne understreger derfor, at resultaterne ikke nødvendigvis kan overføres til andre træningssituationer. Alligevel peger de på vigtigheden af at have arbejdsmiljøet for øje – også når man har at gøre med forsvarets elitesoldater:

- Vi synes, der kan være grund til at overveje brug af åndedrætsværn ved indendørs træning, hvor der bruges løsskud og sprængladninger, da gentagen eksponering for støv potentielt kan have blivende negativ effekt. Selvom det er en profession, hvor man accepterer et højt risikoniveau, giver det mening at reducere de påvirkninger, der faktisk kan forebygges, siger Else Toft Würtz.

Soldaterne i studiet har gjort brug af åndedrætsværn siden 2016, men forskerne fortæller, at studiet har været med til at skabe en større opmærksomhed om brugen af disse i forbindelse med skydninger og sprængninger i lukkede rum. Åndedrætsværn er i dag en integreret del i soldaternes udrustning.

Studiet er udført i samarbejde mellem Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet.

Resultaterne er netop publiceret i Journal of Occupational and Environmental Medicine.

Poster