Ph.d.-forsvar ved Line Davidsen
Diabetes ved kronisk pankreatitis (pankreatogen diabetes) er forbundet med høj risiko for hypoglykæmi, markant glykæmisk variabilitet og udfordringer med at opnå stabil blodsukkerkontrol. Forstyrrelserne skyldes et komplekst samspil mellem endokrine mekanismer og kliniske risikofaktorer, hvor nedsat alfa-cellefunktion sandsynligvis spiller en central rolle. Evidensen til at vejlede behandling er begrænset, og mange aspekter af blodsukkerreguleringen ved pankreatogen diabetes er stadig dårligt belyst.
Line Davidsens afhandling har til formål at karakterisere glykæmiske mønstre, mekanismer bag dysregulering og behandlingsstrategier ved pankreatogen diabetes. Arbejdet bygger på et randomiseret, åbent crossover-studie med to indlejrede observationsstudier samt et nationalt populationsbaseret kohortestudie.
Det første observationsstudie viste, at patienter med pankreatogen diabetes havde større glykæmisk variabilitet og mere hyper- og hypoglykæmi sammenlignet med matchede personer med type 2-diabetes. Det andet observationsstudie viste, at alfa- og beta-cellefunktion varierede afhængigt af, om diabetes opstod før eller efter kronisk pankreatitis. Alpha-cellefunktionen var mest nedsat hos patienter med post-pankreatitis-diabetes, hvilket kan forklare den højere risiko for hypoglykæmi i denne gruppe. Det populationsbaserede kohortestudie viste, at behandling med metformin var forbundet med lavere risiko for hypoglykæmi, kardiovaskulære hændelser og dødelighed. Det randomiserede studie viste, at kontinuerlig glukosemonitorering (CGM) forbedrede blodsukkerkontrollen og reducerede tiden med hyper- og hypoglykæmi.
Samlet peger studierne på, at diabetes ved kronisk pankreatitis varierer meget mellem patienter, at nedsat alfa-cellefunktion øger risikoen for hypoglykæmi, og at metformin og CGM kan være vigtige redskaber til at stabilisere blodsukkeret.
Tid og sted
Ph.d.-forsvaret afholdes torsdag den 30. oktober kl. 13 i Auditorium A, Forskningens Hus, Sdr. Skovvej 15 i Aalborg. Alle interesserede er velkomne.
Vejledere og bedømmelsesudvalg
Vejledere
- Professor Søren Schou Olesen
Department of Gastroenterology and Hepatology, Aalborg University Hospital
Department of Clinical Medicine, Aalborg University
- Professor Morten Hasselstrøm Jensen
Department of Health Science and Technology, Aalborg University
- Professor Asbjørn Mohr Drewes
Department of Gastroenterology and Hepatology, Aalborg University Hospital
Department of Clinical Medicine, Aalborg University
Bedømmelsesudvalg
- Associate Professor Jakob Dal (formand)
Department of Endocrinology, Aalborg University Hospital
Department of Clinical Medicine, Aalborg University, Denmark
- Associate Professor Asger Bach Lund
Center for Clinical Metabolic Research, Gentofte Hospital
Department of Clinical Medicine, University of Copenhagen, Denmark
- Professor Nils Ewald
Johannes-Wessling-University Hospital Minden
Justus-Liebig University Giessen, Germany