Hvad skal du gøre med dit forskningsprojekt, hvis du fratræder din stilling i regionen?

Hvis du fratræder din stilling i Region Nordjylland, mens du arbejder med et forskningsprojekt, skal du tage stilling til, hvad der skal ske med projektet. Projektet skal enten afbrydes, gøres færdigt af andre kollegaer i regionen eller overdrages til dit nye arbejdssted.

I regionens juridiske forskningshåndbog kan du læse mere om dine muligheder, og du kan finde anvisninger til den praktiske fremgangsmåde for de forskellige løsninger. Bemærk, at der kan gælde særlige regler i f.eks. kliniske forsøg.

Du finder afsnittet i håndbogen her (internt link).

Hvis projektet skal afbrydes

Hvis projektet skal afbrydes, skal du slette det indsamlede data og andet projektmateriale. Vær opmærksom på at slette data alle de steder, hvor det er gemt, f.eks. i REDCap, på Q-drevet, på Forskermaskinerne hos SDS eller DST mv. Derudover skal der gives besked til forskningsanmeldelse@rn.dk eller kvalitetsanmeldelse@rn.dk med henblik på opdatering af din projektregistrering. Hvis data er indsamlet med direkte samtykke, skal du derudover overveje, om deltagerne skal informeres om afbrydelsen.

Hvis projektet skal færdiggøres af andre ansatte i regionen

Hvis projektet skal færdiggøres af andre i Region Nordjylland, skal det overdrages til en ny regional projektansvarlig. Meddelelse om ændringen skal sendes til en af ovenstående mailadresser. Hvis projektet har en mappe på Q-drevet, skal navn på projektansvarlig og/eller projektadministrator tilrettes, og dine adgange til projektet i f.eks. REDCap eller ved Forskermaskinerne hos SDS og DST skal slettes.

Hvis du fortsat selv skal bidrage til projektet efter din fratrædelse, skal der laves relevante aftaler eller kontrakter. Aftalerne er nødvendige, eftersom Region Nordjylland nu ikke længere er den eneste projektdeltager. Hvilke aftaler, der skal indgås, afhænger af, om din deltagelse sker som led i din nye ansættelse, eller om du deltager som privatperson uden for din nye ansættelse. Du kan læse mere om de relevante aftaler i ovenstående link til den juridiske forskningshåndbog.

Hvis projektet skal fortsætte på dit nye ansættelsessted, og Region Nordjyllands deltagelse ophører

Hvis du ønsker at tage projektet med til dit nye ansættelsessted, skal dette aftales konkret mellem dig og din leder. Du skal derudover give besked til en af ovenstående postkasser, og hvis flytningen medfører, at personhenførbare data videregives ud af regionen, skal du udfylde en videregivelsesblanket. Du kan finde blanketten og mere info i dette afsnit i regionens forskningshåndbog (internt link).

Derudover skal du være opmærksom på, at eventuelle godkendelser og oplysninger til projektdeltagerne muligvis skal opdateres, og at du ikke kan bruge en eventuel autorisation under Region Nordjylland til DST eller SDS, hvis regionen ikke har dataansvar i projektet.

Du er selv ansvarlig for registrering mv. af projektet i din nye organisation, og den nye organisation overtager ved overdragelsen al ansvar for projektets videre forløb. Bemærk, at der kan gælde særlige regler for overdragelse af projekter til private virksomheder eller organisationer, og du skal i disse tilfælde kontakte forskningsdata@rn.dk forud for overdragelsen.

Kursus og regionens juridiske forskningshåndbog

Forskningsdata og Statistik (FORSA) afholder regelmæssigt et kursus i forskningsjura, som er relevant for både nye og erfarne forskere. Kurset indeholder en gennemgang af centrale juridiske krav og regler som f.eks. projektregistrering, lovgrundlag til indsamling af journaldata, opbevaring, sletning mv. Næste kursusgang er den 2. september, og der er fortsat ledige pladser.

Du kan læse mere om kurset her.

Derudover kan du læse mere om forskningsjura i regionens juridiske forskningshåndbog. Håndbogen udvikles og opdateres løbende, og du er velkommen til at kontakte os, hvis du har forslag til flere emner, eller hvis du i øvrigt har spørgsmål. Du kan skrive til os på forskningsdata@rn.dk.

Du kan finde den juridiske forskningshåndbog her (internt link).