Forskningspris

DSKM’s forskningspris blev uddelt første gang i 1977, og tildeles hvert år et medlem af DSKM, som arbejder inden for klinisk mikrobiologi, og som har udvist en forskningsmæssig indsats til gavn for diagnostik, forebyggelse og behandling af infektioner i Danmark.
Afgående DSKM Formand Michael Pedersen begrundelse valget af Hans Linde Nielsen i bestyrelsens årsberetning med følgende skrivelse:
DSKM’s forskningspris for 2021 tildeles overlæge Hans Linde Nielsen, Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, hvor han er forskningsansvarlig. Hans Linde Nielsen har stor ekspertise inden for de patogene tarmbakterier, hvor navnlig publikationer om Campylobacter fylder godt på publikationslisten. I forskningen har han formået både at inddrage konventionelle mikrobiologiske metoder, biokemiske, molekylærbiologiske og bioinformatiske metoder. Forskningsmæssigt forstår han at samarbejde både inden for og på tværs af specialerne, hvilket har været til stor gavn for DSKM, når der skulle samarbejdes om udarbejdelse af nationale guidelines. Senest har han i den sammenhæng bidraget til den nationale kliniske guideline for Clostridioides difficile infektion og fækal mikrobiota transplantation. Endelig kan nævnes, at Hans oven i forskningsaktiviteten har præsteret et meget stort og betydeligt arbejde som tidligere sekretær i selskabet.
Hans Linde Nielsen blev per 1. december 2020 forskningsansvarlig overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling. Hans har tætte forskningsrelationer med flere hospitalsafdelinger, specielt Infektionsmedicinsk Afdeling og Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling. Han er derudover bestyrelsesmedlem i Nordic Society of Clinical Microbiology and Infectious Diseases (NSCMID).
Forskningsansvarlig overlæge, ph.d., klinisk lektor