Succesfuldt symposium om ekstracellulære vesikler
Gæster fra bl.a. DTU, Arla, Statens Serum Institut, Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt, Aarhus Universitet samt Aarhus Universitetshospital havde fundet vej til det videnskabelige symposium på Aalborg Universitetshospital.
Emnerne spændte vidt fra både grundforskning i oprensningsmetoder og karakterisering til brugen af vesikler som biomarkører. Der var 12 indlæg, hvoraf de 7 var fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital.
- Vi er glade for, at 65 deltagere fra hele landet har fundet det interessant at deltage i symposiet. Ekstracellulære vesikler er et nyt og spændende forskningsområde, som vi i Aalborg har et stærkt tværinstitutionelt forskningsmiljø omkring, der gør os stærke både i national sammenhæng, men også internationalt, fortæller professor i Klinisk Biokemi på Aalborg UH Aase Handberg.
Symposiet var organiseret af Aalborg Universitetshospitals lokale netværk – ’EVSearch’.
Hvad er extracellulære vesikler?
Ny, spændende forskning har givet viden om et helt nyt kommunikationssystem mellem celler og væv. Systemets sendebude kaldes extracellulære vesikler (EV). EV bærer information om deres ophavscellers tilstand, og kan påvirke andre celler som led i et respons på for eksempel sygdom i ophavscellen. Dannelse af MV sker ved, at modercellen enten udskiller vesikler omkranset af et stykke af dens egen cellemembran, eller ved frigivelse af mindre vesikler, der har flyttet sig gennem cellen og til sidst frigives til det omkringliggende miljø (Figur).
Omfattende forskning i MV har givet ny viden om deres rolle i udvikling af sygdomme og lovende resultater vedrørende deres anvendelse som sygdomsmarkører.

Figur: Mikrovesikler udskilles fra modercellen og fungerer som et kommunikationssystem mellem kroppens væv. Modercellen optager mikrovesiklerne, og afhængigt af protein- og RNA/DNA-indhold responderer den på kontakten med mikrovesiklerne.
Om EVSearch
- EVSearch eller ’Extracellular Vesicle Research Center Denmark’ er oprettet af en række forskningsgrupper ved Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet.
- Netværket er det første af sin slags i Danmark og vil være med til at fremhæve forskningen i den nordlige del af Danmark.
- Forskningsgrupperne, der er gået sammen om etableringen af EVSearch, har hver for sig gennem de seneste år har arbejdet med ekstracellulære vesikler ved brug af forskellige metodeplatforme og inden for forskellige sygdomsområder.
EVSearch er et samarbejde mellem følgende specialer på Aalborg UH:
- Klinisk Biokemi
- Klinisk Immunologi
- Anæstesiologi
- Onkologi
- Reumatologi
- Geriatri
Læs mere om EVsearch, projekter og metoder samt om symposiet på www.evsearch.dk