Klinisk-Farmakologisk-Afdeling - UAO Samuel Azuz
Kort præsentation af specialet og afdelingen
Klinisk farmakologi er et tværgående lægeligt speciale, der beskæftiger sig med rådgivning om lægemidler med det overordnede formål at fremme rationel, sikker og økonomisk anvendelse af lægemidler – fra den enkelte patient til populationsniveau.
Klinisk Farmakologisk Enhed i Region Nordjylland blev selvstændig uddannelsesafdeling i 2023. Vi har aktuelt typisk tre introduktionslæger og
2–3 hoveduddannelseslæger ansat ad gangen.
En væsentlig del af vores kliniske funktion er den regionale lægemiddelrådgivning. Alle læger i Region Nordjylland kan kontakte os med konkrete kliniske problemstillinger om lægemiddelbehandling. Det betyder samtidig, at en stor del af vores uddannelse foregår med udgangspunkt i kliniske problemstillinger, ofte med høj kompleksitet og med behov for både litteratursøgning, kritisk vurdering og klinisk ræsonnering.
Hvor godt kender du den afdeling, som du er blevet UAO for?
Jeg kender afdelingen ganske godt. Jeg har i et eller andet omfang været tilknyttet Klinisk Farmakologisk Enhed, siden jeg begyndte min introduktionsstilling i specialet i 2016, og jeg tiltrådte som UAO i 2026.Jeg har derfor fulgt udviklingen næsten helt fra begyndelsen – fra dengang enheden i Nordjylland nærmest var en knopskydning fra Klinisk Farmakologisk Afdeling i Aarhus, til vi i dag er en selvstændig uddannelsesafdeling.
Det giver mig selvfølgelig et godt kendskab til afdelingens faglighed og kultur. Omvendt synes jeg også, at det er interessant at skulle se en afdeling, man kender meget godt, med UAO-briller og spørge: Hvor fungerer vores uddannelse faktisk godt, og hvor gør vi bare tingene, fordi vi altid har gjort sådan?
Hvad er det bedste uddannelsesmæssige tiltag, som i øjeblikket foregår på din afdeling?
Et konkret tiltag, jeg er glad for, er vores fælles temadage for uddannelseslæger sammen med Klinisk Farmakologisk Afdeling i Aarhus.Her kan vi samle en relativt lille gruppe uddannelseslæger fra specialet og lave mere fokuseret undervisning og introduktion til nogle af de arbejdsområder, som speciallægerne beskæftiger sig med. Vi har tidligere eksperimenteret med formatet, og nu forsøger vi at gøre det mere systematisk.
Men hvis jeg skal pege på det vigtigste uddannelsesmæssigt i hverdagen, er det nok den meget tætte kontakt mellem speciallæger og uddannelseslæger. Vi er et lille speciale, og det giver mulighed for løbende supervision og for at gribe læringsmuligheden, når den opstår, fx når der kommer en særlig vanskelig lægemiddelrådgivningscase.
Hvilke erfaringer kunne du tænke dig at høre om fra dine UAO-kolleger?
Noget af det, jeg meget gerne vil høre andres erfaringer med, er AI og store sprogmodeller i den lægelige videreuddannelse.Det er særlig aktuelt i klinisk farmakologi, fordi meget af vores arbejde består i at tilegne sig et komplekst område hurtigt, søge og sammenholde information, vurdere evidens og formulere et klinisk anvendeligt svar.
Her kan værktøjer som ChatGPT være ekstremt effektive. Men præcis de samme værktøjer kan potentielt springe nogle af de kognitive processer over, som uddannelseslægen egentlig skal lære.
Jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, om andre allerede har arbejdet systematisk med spørgsmål som: Hvornår understøtter AI læring, og hvornår erstatter AI læring? Og hvordan superviserer man egentlig brugen af AI som en del af det kliniske arbejde?
Har du konkrete planer for nye tiltag på din afdeling?
Et område, jeg gerne vil arbejde mere systematisk med, er netop kompetent og kritisk anvendelse af ChatGPT og andre store sprogmodeller.Teknologien har på meget kort tid sænket tærsklen for at sætte sig ind i højt specialiserede emner. Det er en enorm mulighed i et speciale som vores.
Men der er også et uddannelsesmæssigt paradoks: Hvis man får et velformuleret overblik på 30 sekunder, risikerer man at miste noget af den læring, der tidligere lå i selv at formulere spørgsmålet, søge litteraturen, sortere informationen og opdage, hvor ens egen forståelse var utilstrækkelig.
Mit mål er derfor ikke at begrænse brugen af AI. Tværtimod tror jeg, at vores uddannelseslæger skal blive meget dygtige brugere af AI. Men vi skal finde en model, hvor værktøjerne bruges til at accelerere læring og klinisk problemløsning uden at outsource den faglige tænkning.