Besøg fra international kræftakkrediteringsekspert

Den 28. og 29. oktober havde Aalborg Universitetshospital besøg af den hollandske professor Wim van Harten som led i forberedelserne til kræftakkrediteringen som Comprehensive Cancer Center. 

Wim van Harten er tidligere præsident og en erfaren auditør i Organisation of European Cancer Institutes (OECI), som står bag den kræftakkreditering, vi på Aalborg UH vil påbegynde i 2027.
Formålet med besøget var at få en vurdering af vores nuværende position samt at identificere de væsentligste udviklingsområder i arbejdet mod akkrediteringen. Gennem en gennemgang af både organisationens strukturer og den kliniske praksis har vi fået et kvalificeret grundlag for at prioritere de indsatser, der bliver mest afgørende i den kommende periode.

Organisering

For at skabe et helhedsbillede af vores organisatoriske modenhed omfattede programmet en række strategiske møder og faglige drøftelser. Ud over en introduktion til organisationen blev der afholdt møde med Kræftstyregruppen med fokus på Kræftstyregruppens rolle ift. både den kliniske praksis og forskningsområdet.

Der var også et særskilt fokus på forskningen og organiseringen indenfor dette område, herunder Klinisk Kræftforskningscenterets rolle og hospitalets samarbejde med universitetet.

Tværfagligt samarbejde og kvalitetsudvikling

Derudover blev de tværfaglige arbejdsgange drøftet på et møde med repræsentanter fra enkelte MDT’er (multidisciplinære teamkonferencer). På et særskilt møde med repræsentanter fra programledelserne var der fokus på, hvordan vi arbejder med forbedring og optimering af patientforløbene.

Datadrevet kvalitetsudvikling var ligeledes et centralt tema under besøget. Her blev vores nuværende digitale løsninger og muligheder for dataudtræk drøftet, herunder monitorering af kræftpakker, maksimale ventetider og kvalitetsdatabaser. Samtidig var der en drøftelse af muligheden for at have flere kvalitetsdata til brug i den kliniske hverdag.

Den videre proces

På baggrund af besøget har Wim van Harten peget på en række centrale områder, hvor der er behov for at styrke organisationen. Den kommende tid vil vi samle op på anbefalingerne og prioritere de vigtigste indsatser. Målet er både at understøtte arbejdet frem mod akkrediteringen og at prioritere de områder, hvor vi kan skabe den største kvalitetsmæssige forbedring for patienterne.

Vi vil gerne takke alle involverede kolleger, der har bidraget med deres tid, viden og erfaringer. Det har givet Wim van Harten et indblik i vores organisation og arbejdsformer, som har gjort det muligt at få kvalificeret rådgivning til den videre proces om akkrediteringen.