Uddannelsesansvarlige overlæger
Liste over aktuelle uddannelsesansvarlige overlæger (UAO) samt referater fra Forum for Uddannelsesansvarlige Overlæger findes under "Relevante links".
Indberetning af funktionstillæg skal ske elektronisk via Regionens blanketsystem.
Funktionsbeskrivelse for uddannelsesansvarlige overlæger på Aalborg Universitetshospital
Kvalifikationskrav
Den uddannelsesansvarlige overlæge skal - udover at være ansat med uddannelsesmæssig funktion i en afdeling - samtidig være ansat som overlæge med kliniske funktioner i afdelingen. Udover opgaver internt i afdelingen har den uddannelsesansvarlige overlæge ansvar for at sikre koordination med andre afdelinger, som indgår i uddannelsesforløb sammen med afdelingen.
Ved nyansættelse af en overlæge med funktion som uddannelsesansvarlig sker ansættelsen på baggrund af en funktionsbeskrivelse og en vurdering af medicinsk pædagogisk teoretisk og praktisk viden og erfaring. Uddannelsesforpligtelsen er en del af en afdelings definerede opgave, hvorfor afdelingsledelsen kan vælge at udpege en uddannelsesansvarlig overlæge blandt de allerede ansatte overlæger.
Som minimum forudsættes det, at den uddannelsesansvarlige overlæge udover vejlederkursus erhverver sig medicinsk pædagogiske kvalifikationer med særligt fokus på organisation i den lægelige videreuddannelse og på udvikling af uddannelsesintensiv arbejdstilrettelæggelse og herunder deltager i de kurser, der måtte udbydes i regionen.
Opgaver i forhold til afdelingen generelt
Den uddannelsesansvarlige overlæge har ansvar for at sikre:
- læringsmiljøet i afdelingen.
- at uddannelse og arbejdstilrettelæggelse sammentænkes.
- at afdelingen tilbyder uddannelse inden for alle områder, hvor den kan og bør tilbyde kompetenceudvikling for yngre læger.
- at den uddannelsesansvarlige overlæge selv er ajour med udviklingen i videreuddannelsen inden for sit speciale og generelt.
- at der implementeres lærings- og evalueringsmetoder, der er relevante for afdelingens uddannelsesfunktion.
- at der følges op på evaluering af afdelingen såvel fra de yngre læger som fra inspektorordningen.
Opgaver i forhold til uddannelseslæger
Den uddannelsesansvarlige overlæge har ansvar for:
- videreuddannelsen i afdelingen på det overordnede organisatoriske plan.
- at der foreligger opdaterede relevante uddannelsesprogrammer for alle uddannelsesforløb, som afdelingen indgår i.
- at der foreligger opdateret relevant introduktionsprogram, og at dette følges.
- at sikre, at vejledersamtaler gennemføres.
- at daglig klinisk vejledning og evaluering gennemføres i afdelingen.
- at faciliteter for den nødvendige færdighedstræning findes.
- at sikre håndtering af uhensigtsmæssige uddannelsesforløb.
- at sikre at opnåede kompetencer bliver attesteret.
Opgaver i forhold til hovedvejledere og kliniske vejledere
Den uddannelsesansvarlige overlæge har ansvar for at:
- der til hver uddannelseslæge er udpeget en hovedvejleder.
- vejlederne har de fornødne kvalifikationer til arbejdet.
- vejlederne superviseres i deres arbejde.
- vejlederne planlægger og gennemfører vejledersamtalerne.
- vejledere kender uddannelsesprogrammer for de forløb, som afdelingen indgår i, samt at de har et kendskab til de lærings- og evalueringsmetoder, som uddannelsesprogrammer anviser.
- være bekendt med udfaldet af den summative evaluering af hver enkelt yngre læge inden slutevalueringssamtaler.
- sikre en plan for, hvilke kliniske vejledere der har kompetence til at godkende enkeltkompetencer i de yngre lægers logbog og hele uddannelseselementer.
Opdateret