Sådan genoptræner du knæet efter kikkertoperation (artroskopi)

Du skal i gang med at træne musklerne i benet og genskabe god bevægelighed i knæet efter din kikkertoperation (artroskopi).

I dette materiale finder du de genoptræningsøvelser, du skal lave. Du skal begynde at lave øvelserne dagen efter din operation. Vær desuden opmærksom på følgende:

  1. Aflast dit knæ hyppigt i løbet af dagen. Det kan være hensigtsmæssigt, at du ligger med benet på en sammenfoldet dyne eller en stor pude flere gange om dagen, så knæet er over hjertehøjde. Knæet skal være strakt. Er benet hævet, skal du ikke gå for meget, men du skal stadig lave øvelserne i dette materiale.
  2. Brug is på knæet. Is kan reducere eventuelle smerter efter træning. Du kan behandle med is 20 minutter ad gangen med 2 timers mellemrum. Læg altid et viskestykke mellem isen og huden.