MR-skanning
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
-
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
Du ligger på et leje, som bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 55 cm i diameter, og den er oplyst og TV-overvåget. Du har mulighed for at kontakte personalet under hele skanningen.
Skanningen varer ½ - 2 timer. Under skanningen vil der være en række bankelyde i perioder af 1-15 minutter.
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele skanningen.
Du får udleveret ørepropper
MR-skanningen er forbundet med et højt støjniveau, og derfor får du udleveret høreværn eller ørepropper.
Hvis du skal have kontraststof
Lægen vurderer, om du skal have kontraststof i forbindelse med skanningen. Hvis det er tilfældet, får du anlagt en nål i en blodåre. Du får kontraststof igennem nålen. Kontraststoffet hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne. Nålen fjernes efter undersøgelsen.
Kontakt din læge, hvis du skal bruge medicin inden undersøgelsen
Har du problemer med at ligge stille på grund af smerter, eller har du tendens til klaustrofobi, så kontakt på forhånd din egen læge eller den læge, der har henvist dig, for at få smertestillende eller beroligende medicin.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os, medmindre du har fået andet at vide.
Ring til os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, har det betydning i forhold til, hvordan vi gennemfører undersøgelsen. Kontakt os derfor på forhånd, så vi kan tage de rette forholdsregler.
Undlad smykker, piercinger og make-up
Før undersøgelsen – og allerhelst hjemmefra – skal du fjerne alle metalgenstande såsom smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også make-up, da make-up kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først tage af umiddelbart før selve undersøgelsen.
Hvis du har fået kontraststof
Kontraststoffet er udskilt via urinen efter 24 timer, og det er ikke noget, du kan hverken se eller mærke.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svaret på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.
Der er risici forbundet med kontraststof. Lige efter at kontraststoffet er givet, kan du føle lidt varme. Der kan desuden forekomme kvalme, opkastning, hovedpine og allergiske reaktioner. Svære bivirkninger ses meget sjældent. Du kan eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på 'kontrast og MR-skanning'.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.