Diabetesambulatorium
I Diabetesambulatoriet modtager vi patienter, som er i behandling for diabetes. Vi undersøger patienterne og følger udviklingen i deres sygdom.
Personale
Vi er et diabetesteam bestående af:
- 1 overlæge i stofskiftesygdomme
- 3 diabetessygeplejersker
- 1 socialrådgiver
- 1 diætist
- 1 fodterapeut.
Undersøgelse og behandling
Du kommer til undersøgelse cirka 2 gange årligt, hvor vi følger op på, hvordan det går med din diabetes. Du får taget blodprøver, vi måler blandt andet dit langtidsblodsukker, du får målt blodtryk og bliver vejet. Ud over de 2 årlige undersøgelser har du mulighed for at komme til konsultation hos sygeplejersken efter behov. Konsultationen kan foregå ambulant eller som telefonkonsultation.
Vi laver også undersøgelser af din øjenbaggrund for at opdage forandringer i nethinden, som er forårsaget af diabetes. Ved hjælp af undersøgelsen kan vi behandle eventuelle forandringer i tide og dermed forebygge nedsat syn.
Vi tilbyder en screening hos vores fodterapeut. Det er vigtigt, at du som diabetiker behandler dine fødder korrekt for at undgå fodsår. Fodterapeuten undersøger følesansen og pulsen i dine fødder og vejleder dig om, hvordan du bedst passer på dine fødder.
Rådgivning
I Diabetesambulatoriet rådgiver vi dig om, hvordan du bedst tager hånd om din sygdom. Har du brug for at tale med en socialrådgiver om din situation, henviser vi dig til vores socialrådgiver på universitetshospitalet i Aalborg.
Diabetikere, som ikke er tilknyttet hospitalet
Vi tilbyder fotografering af øjenbaggrunden til borgere med diabetes, som ikke er tilknyttet Diabetesambulatoriet. Din egen læge skal henvise dig til undersøgelsen.
Antal patienter
Vi har cirka 2000 besøg i Diabetesambulatoriet om året.
Lokalitet
Diabetesambulatoriet er en del af Medicinsk Dagafsnit.