Når du ankommer på operationsafsnittet
Dine pårørende kan følge dig til operationsgangen
Hvis du har en pårørende med, er vedkommende velkommen til at følge med dig til modtageområdet på operationsgangen. Kun i særlige tilfælde kan pårørende få lov til at komme med ind på operationsstuen og være der, indtil du er bedøvet. Det kan være ved behov for tolkning, eller hvis du har andre særlige behov.
Derefter vil en sygeplejerske henvise dine pårørende til et venteområde, hvor de kan vente, indtil operationen er færdig. Vi sørger for at kontakte dine pårørende, når de kan komme og være hos dig på det afsnit, hvor du skal opholde dig efter operationen.
Vi er et team af professionelle omkring dig
Du bliver kørt fra sengeafsnittet ned på operationsgangen. På operationsstuen bliver du taget imod af minimum 4 personer:
- anæstesilægen og anæstesisygeplejersken, som skal bedøve dig og holde øje med din tilstand under operationen
- 2 operationssygeplejersker, som hjælper lægen under operationen.
Derudover kan der være medicin- og sygeplejestuderende til stede. Lægen, der skal operere, og lægens assistent kommer først ind på operationsstuen, når du er blevet bedøvet.
Vi er altså mange mennesker samlet på operationsstuen. Vi er et team, hvor alle har en funktion under operationen.
Vi stiller dig en række spørgsmål
Du skal være forberedt på, at vi stiller dig en række spørgsmål, når du ankommer på operationsstuen.
Du skal svare på:
- dit navn
- dit cpr-nummer
- hvad du skal opereres for
- hvilken side du skal opereres i
- om du er fastende
- om du er allergisk over for noget - hvis ja, så hvilket
Vi er selvfølgelig velforberedte på din operation, og vi ved godt, hvad du skal opereres for. Vi stiller spørgsmålene af sikkerhedsmæssige årsager, så vi er trygge ved, at vi har med den rette patient at gøre.
Kontakt
Kirurgisk Dagafsnit, Hobro
Telefon
97 65 26 00Åbningstider
Man-fre 7.00-18.00
Sikker mail
Skriv til os med Digital Post (login med MitID)Opdateret