Vil du være læge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling?
Drømmer du om en stilling, hvor der er plads til fordybelse, fokus på uddannelse og hvor du er inde over mange patientforløb? Så er Klinisk Mikrobiologisk Afdeling din nye arbejdsplads.
- Her arbejder man på tværs af specialer, idet infektioner ikke begrænser sig til ét organsystem eller én patientgruppe
- Man tager dagligt vigtige, måske endda livreddende, beslutninger vedrørende konkrete patienter – dette sker i tæt, velfungerende samarbejde med de kliniske læger
- Her får man både det håndværksmæssige i laboratoriearbejdet (mikroskopi, dyrkning af prøver, PCR-analyser) samt akademisk fordybelse
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA), er den eneste klinisk mikrobiologiske afdeling i Region Nordjylland og betjener alle regionens hospitaler, praktiserende læger og speciallæger. Afdelingen består af et Klinisk Mikrobiologisk afsnit, et Infektionshygiejnisk afsnit (IH).
Kliniske funktioner
KMA udfører diagnostik inden for bakteriologi, mykologi, serologi samt virologi og yder lægelig rådgivning vedrørende fortolkning af undersøgelsernes resultat samt diagnostik og behandling af infektioner. Herudover foretager vi registrering og overvågning af infektionssygdomme og antibiotikaresistens. Arbejdsmæssige opgaver for læger er:
-
laboratoriedrift (med vagtfunktion med speciallæge i beredskabsvagt)
-
rådgivning ifm. udredning og behandling af infektioner samt antibiotikaprofylakse
-
infektionshygiejnisk rådgivning
-
forskning og udvikling, deltagelse i kvalitetssikringsopgaver, undervisning
-
deltagelse i konferencer og udarbejdelse/revision af information for klinikere
Infektionshygiejnen har regionsfunktion og dækker sygehusene, Psykiatrien i Region Nordjylland samt regionens døgn- og daginstitutioner og yder Infektionshygiejnisk bistand til primærkommuner. Indenfor MRSA-området ydes også råd og vejledning til primærsektoren.
Vi har fokus på din uddannelse
Afdelingens uddannelse vurderes højt i inspektorrapporter med vægt på velfungerende supervision og læring som en integreret del af dagligdagen samt let tilgængelighed af speciallæger.Klinisk Mikrobiologisk Afdeling opslår hvert år 2-3 ét-årige introduktionsstillinger.
I Videreuddannelsesregion Nord opslås hvert år 2 fire-årige hoveduddannelsesforløb. Forløbene består af ansættelse på hhv. Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og Klinisk Mikrobiologi, Aarhus Universitetshospital. Fra den 1. marts 2017 er ansættelserne aftalt at finde sted i alt tre forskellige forløbstyper, hvor de konkrete forløb fremgår af de aktuelle stillingsopslag.
KMA har haft flere KBU-læger i fokuseret ophold, hvilket tilbydes for at give et indblik i et paraklinisk speciales arbejdsgange og hverdag.
Desuden ser vi meget gerne, at man kommer på besøg en dag i afdelingen for at få mere indblik i specialets indhold, hvis man overvejer at søge en introduktionsstilling.
Afdelingens uddannelsesprogrammer findes på Videreuddannelsesregion Nord.
På DSKM-hjemmesiden findes yderligere information om specialets uddannelse.
Væsentligste forskningskompetencer
Specialet har et tæt forskningsmæssigt samarbejde med en række kliniske afdelinger og deltager aktivt i flere netværk og i eksternt finansierede projekter.
Vigtigste interesseområder
-
Infektionsepidemiologi, specielt bakteriæmi
-
Tarmbakteriologi og tarmmikrobiota
-
Antibiotikaresistens, specielt betalaktamaser
-
Metodeudvikling inden for diagnostik
-
Infektionshygiejne
Sådan tager vi imod nye medarbejdere
Ansættelsen starter med ca. 3 ugers vagtfri og skemalagt introduktion, hvor man introduceres og oplæres i laboratoriearbejde, IT-systemer, relevante instrukser samt øvrige arbejdsopgaver for en klinisk mikrobiolog.
Specialet i tal
- KMA laver ca. 270.000 undersøgelser per år. Ca. 45 % af prøverne kommer fra regionens hospitaler og ca. 55% fra de praktiserende læger
- Der er ansat 11 læger på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, foruden ledende overlæge
- Der er 5 overlæger, 2 afdelingslæger samt 4 læger i uddannelsesstillinger
- Hoveduddannelsesforløb i Klinisk Mikrobiologisk Afdeling varetages i samarbejde med Klinisk Mikrobiologi, Aarhus Universitetshospital
Organisation
Cheflæge:
David Fuglsang-Damgaard
Uddannelsesansvarlig overlæge:
Jurgita Samulioniene
Vagtfunktioner
-
Eksisterende vagtordning på KMA dækker rekvirenternes behov hele døgnet
- Forvagterne har vagt udenfor tjenestested fra kl. 16.00 - 22.00
- Det er altid muligt at kontakte en bagvagt (speciallæge i beredskabsvagt) for rådgivning
Kontakt
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling
Telefon
97 66 54 00Alle ugens dage 8.00-14.00
Åbningstider
Hverdage 8.00-15.00
Weekender og helligdage 8.00-14.00
Aalborg Universitetshospital, Syd
9000 Aalborg
6. sal (etage 09)
Opdateret