Det er hårdt at være indlagt på Neonatalafsnit 12-13 med sit nyfødte barn, men sammen gør vi vores bedste for, at jeres barn kommer godt igennem sin første tid hos os. Vi kommer derfor tæt på hinanden og får et nært forhold - et nært forhold, som ofte varer ved i mange år fremover.
Besøg af tidligere patienter
Netop det nære forhold gør også, at vi får gentagne besøg af tidligere indlagte børn og deres forældre, især på børnenes fødselsdage. Vi oplever endda, at tidligere indlagte børn besøger os på deres 18-års fødselsdage, så der er ingen tvivl om, at vi har haft en betydning i deres og deres forældres liv. Som tak for hjælpen modtager vi julekort, kager, opdateringer fra hverdagene og plancher, som viser børnenes udvikling. Det rører os dybt og gør os meget stolte at modtage disse anerkendelser.
Vi finder løsninger
Vi gør alt for, at jeres hverdag bliver så nem som muligt, mens I er hos os. Rummelighed og evnen til at finde løsninger er vigtige værdier hos os. Vi hjælper derfor med at finde løsninger på jeres problemstillinger, så I kan koncentrere jer om at være sammen med jeres barn. I kan fx holde barnedåb og endda også bryllup i vores opholdsstue. Vi har også tidligere omdannet et familierum til en dialysestue, da der var behov for at give hæmodialyse. Men vigtigst af alt, så finder vi altid plads til fædre, så de kan være medindlagte med mor og barn.
Vi inddrager familiens netværk
Vi inddrager hele familiens netværk i jeres forløb på afsnittet. Det gør vi blandt andet ved at invitere bedsteforældre og andre, som kunne tænkes at have interesse i at høre om jeres forløb, ind til bedsteforældre-café. Det giver dem en større forståelse af, hvad det betyder at være indlagt hos os.
Læs mere om vores tilbud