Om Afdeling for Molekylær Diagnostik

Afdeling for Molekylær Diagnostik varetager genetisk diagnostik, serologisk og virologisk hepatitisdiagnostik og biobanks aktivitet, dels Regionernes Bio- og Genombank (RBGB), dels den Nationale Hepatitis Biobank. Der pågår forskning inden for de samme områder.

Generelt om Afdeling for Molekylær Diagnostik 

I samarbejdet med Klinisk Genetisk Afdeling udføres avanceret diagnostik og udredning af sjældne genetiske sygdomme med hel-exom sekventering. Derudover benyttes den nyeste teknologi til sekventering af større gen-paneler bl.a. for Marfan syndrom og thorakale aortaaneurismer og dissektioner. Afdeling for Molekylær Diagnostik har en lang tradition for forskning inden for arvelige cancerformer, særlig arvelig bryst- og ovariecancer og arvelig tyktarmskræft, og deltager i flere nationale og internationale projekter på dette område.

Landets mest avancerede laboratorium 

Inden for viral hepatitis har vi landets mest avancerede laboratorium med et stort antal specialanalyser. Der udføres genotypebestemmelse, helgenomsekventering og resistensbestemmelse af både hepatitis A, B, C, D og E virus. De senere år er forskning i viral hepatitis drejet mere i retning af forskning i fibrose. Afdeling for Molekylær Diagnostik forsker i fibrosemarkører til diagnostik. Vi har bl.a. etableret en model af hyper- og hypomethylerede gener, der afprøves med henblik på en nærmere diagnostik af fibrosestadium ud fra cellefrit DNA i plasma. Der pågår indenfor samme forskningsfelt forsøg på at finde biomarkører ved hjælp af NMR teknologi.

Epigenetisk forskning inden for cancer og leverfibrose

Epigenetisk forskning inden for cancer og leverfibrose er et forskningsfelt, som er etableret i de senere år, hvor vores udvikling af en særligt følsom metode til detektion af methyleret DNA i plasma har åbnet muligheden for studier til opdagelse af biomarkører. Der er gennemført Ph.D.-studier vedr. biomarkører hos patienter med pancreas cancer, og biomarkører i coloncancer på baggrund af methyleret DNA. Endelig foregår der i Afdeling for Molekylær Diagnostik grundforskning vedr. methylering i forbindelse med varm iskæmi i leveren, men også på cellefrit DNA i blodet.

Samarbejder 

Ud over samarbejder med forskergrupper nationalt og internationalt er Afdeling for Molekylær Diagnostik involveret i samarbejder med forskellige private virksomheder, inden for udvikling af nye analyser, analyseudstyr og anvendelse af ”Big Data”.

Opdateret