Om ambulatoriet
Generelt om ambulatoriet
-
Vi undersøger patienter med henblik på udredning af sygdom, og vi behandler patienter, som allerede er udredt. Desuden kontrollerer vi patienter, som har afsluttet dele af eller hele deres behandling.
-
De fleste af vores patienter har deres faste gang i ambulatoriet over en længere periode. Derfor føler vi, at vi kender hinanden godt. Vi lægger vægt på at have en positiv omgangstone og godt humør i naturlig balance med den alvorlige situation, det er at være i behandling for alvorlig sygdom.
-
Tag gerne en pårørende med til dine besøg i ambulatoriet. Din pårørende kan give dig en hjælpende hånd med det praktiske, fx at hente drikkevarer og rydde op efter behandlingen. Det kan også være rart at være to om at lytte og stille spørgsmål. Vi beder dog om forståelse for, at det kan være nødvendigt at henvise pårørende til venteområdet, når ambulatoriet er fyldt op.
-
Hæmatologisk Ambulatorium har 10 behandlingsstole fordelt på 3 behandlingsstuer. Ambulatoriet har desuden 6 sengepladser, som er fordelt på 3 2-sengsstuer. Sengepladserne er til de patienter, som skal have meget lange behandlinger, eller som skal have behandling med særlig risiko for bivirkninger.
På stuen har du TV og radio til rådighed, og du har dit eget skab med lås.
Rolige omgivelser
Vi lægger vægt på at skabe rolige omgivelser for dig som patient. Når du er i behandling i Hæmatologisk Ambulatorium, møder du andre patienter på behandlingsstuerne. I er selvfølgelig velkomne til at tale sammen, men vi beder jer også respektere, hvis nogle patienter har behov for ro.
-
I Hæmatologisk Ambulatorium har vi det særlige funktionsområde Hæmatologisk Daghospital.
-
Hæmatologisk Ambulatorium har de senere år modtaget flere anerkendelser og kåringer.
Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris 2017
Tarec Christoffer El-Galaly, speciallæge i hæmatologi, dr. med og overlæge ved Hæmatologisk Afdeling samt klinisk lektor ved Aalborg Universitet, modtog i foråret 2017 Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris. Tarec El-Galaly er internationalt anerkendt for sit forskningsarbejde, hvor han har bidraget væsentligt til at ændre den måde, man i dag behandler patienter med lymfekræft.
Tove Nilsson Prisen 2017 og 2014
Forskerprisen 2017
Tarec Christoffer El-Galaly, overlæge, forskningslektor og dr.med., modtog i 2017 Tove Nilssons forskerpris. Tarec Christoffer El-Galaly blev med prisen anerkendt for at være en af de mest talentfulde unge forskere inden for hæmatologi. Begrundelsen findes blandt andet i 42 publikationer, hvoraf flere er internationalt anerkendte, og i et veludviklet internationalt forskningssamarbejde.
Uddannelsesprisen 2014
Ilse Christiansen, uddannelses- og specialeansvarlig overlæge på Hæmatologisk Afdeling, modtog i 2014 Tove Nilsson Prisen for sit store engagement i lægers videreuddannelse både lokalt, regionalt og nationalt. Ilse Christiansen er dr.med. og har blandt andet en masteruddannelse i læreprocesser med speciale i postgraduat lægelig uddannelse.
Fakta
- Tove Nilsson Prisen blev indstiftet den 10. juni 2010 i forbindelse med, at Tove Nilsson fratrådte stillingen som cheflæge.
- Prisen er etableret af Overlægerådet ved Aalborg Universitetshospital med støtte fra Det Obelske Familiefond og uddeles af fondsbestyrelsen, som Tove Nilsson er en del af.
- Prisen uddeles én gang årligt i 10 år til en eller flere lægelige ildsjæle på Aalborg Universitetshospital, der har udvist en særlig indsats inden for forskning og uddannelse.
- Prisen er delt i to, og hver pris er på 25.000 kroner, der gives til dygtiggørelse inden for henholdsvis forsknings- og uddannelsesområderne.
Bedst til behandling af lymfekræft 2016 og 2010
I både 2016 og 2010 blev Hæmatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital kåret som det behandlingssted i Danmark, der har de bedste behandlingsresultater af lymfekræft. I 2016 havde afdelingen blandt andet forbedret overlevelsen for patienterne i forhold til året før. Hæmatologisk Afdeling fik anerkendelsen af Dagens Medicin i forbindelse med den årlige kåring af Danmarks Bedst Hospitaler.
Frieda Marie Ovens arv
Hæmatologisk Afdeling modtog i 2010 en arv på 637.523 kroner efter en tidligere patient, Frieda Marie Oven. Frieda Marie Oven gav flere gange udtryk for, at hun ønskede at påskønne personalets gode arbejde, og hun donerede derfor 1 million kroner til Hæmatologisk Afdeling. Pengene var øremærket til formål, som kommer personalet i afdelingen til gode, fx arrangementer der udvikler og styrker det tværfaglige samarbejde. Personalet har valgt også at investere i ting, som kommer afdelingens patienter til gode.
-
På landsplan
Vi har et tæt samarbejde med de øvrige hæmatologiske afdelinger i Danmark om fx nationale behandlingsvejledninger.
Regionalt
Vi arbejder sammen med Aalborg Universitet i vores forskningsarbejde og i forbindelse med uddannelse af nye læger.
Patientforeninger
Vi har også et tæt samarbejde med relevante patientforeninger:
-
I Hæmatologisk Ambulatorium forsker vi i de sygdomme, som vi behandler i afdelingen, og vi deltager i udviklingen af mere effektive behandlingsformer og forebyggelse.
10 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden
En af vores forskere i Afdeling for Blodsygdomme, Inger Lise Gade, har modtaget en bevilling på knap 10 millioner kr. til et forskningsprojekt fra Novo Nordisk Fonden. Inger Lise Gade skal forske i tidlig diagnostik af stroke og blodprop i lungen via udåndingsluften.
Med hvert åndedrag udånder vi proteiner og metabolitter, som afspejler biologiske processer på samme måde som en blodprøve. Udåndingsluftens sammensætning er dog ikke ret godt undersøgt.
Udgangspunktet for Inger Lise Gades projekt er derfor, at udåndingsluften repræsenterer en hidtil uudnyttet ressource som biologisk prøve, som:
- kan opsamles på en ikke-invasiv måde
- ville kunne analyseres allerede før patientens møde med hospitalet.
Inger Lise vil med bevillingen etablere en forskergruppe. Det er første gang, at en forsker ved Aalborg Universitetshospital har modtaget en sådan bevilling.
Alle patienter kan deltage i forsøg
Alle patienter bliver tilbudt at indgå i videnskabelige forsøg, som omfatter en bred vifte af muligheder lige fra opbevaring af biologisk materiale i afdelingens biobank til forsøg med ny diagnostik og de nyeste lægemidler.
Ude godt, hjemme bedst - kemoterapi i hjemmet
Hæmatologisk Afdeling deltager i et nationalt forskningsprojekt, hvor patienter med akut myeloid leukæmi tilbydes at få kemoterapi derhjemme med en pumpe i stedet for at være indlagt. Tilbuddet om kemoterapi i hjemmet startede som et projekt på Rigshospital og har vist, at patienterne er tilfredse, trygge ved ordningen, føler mindre kvalme og har et større overskud i hverdagen. Tal med din læge i Hæmatologisk Afdeling om mulighederne for at deltage i projektet. Vær opmærksom på, at hjemmebehandlingen kun gælder patienter med akut myeloid leukæmi.
-
I ambulatoriet møder du læger og sygeplejersker, der arbejder sammen om at give dig den bedste behandling. Vi er også et uddannelsessted med medicinstuderende og sygeplejestuderende.
Læger
I Afdeling for Blodsygdomme er vi et hold læger, som dækker alle afsnit i afdelingen. Blandt lægerne er der en ledende overlæge, overlæger, professor og medicinstuderende.
Plejepersonale
Vi er 20 sygeplejersker og 1 afsnitsledende sygeplejerske. Desuden har vi sygeplejestuderende, som er på henholdsvis 1., 2. og 6. semester i deres uddannelse.
-
Kontakt
Jakob Madsen
Cheflæge
June Chalotte Korup
Chefsygeplejerske
Opdateret