Ny metode til fjernelse af blodpropper i lungen i brug på Aalborg UH
Ledende overlæge Bent Raungaard står i spidsen for det team, som i sidste uge behandlede den første patient med den nye teknologi, hvor man fører en slange ind gennem blodbanen i lysken og op til lungen, og med et tryk på et håndtag suger blodproppen ud.
- Det var en vellykket operation, hvor patienten allerede efter få timer var på benene igen – og med en klar forbedring af parametre som iltmætning og blodtryk i lungekredsløbet, fortæller han.
En blodprop i lungen opstår fx når en blodprop fra benene river sig løs og føres med blodbanen til lungerne. Langt de fleste patienter behandles med store mængder blodfortyndende medicin, og i mere alvorlige tilfælde kan man supplere med blodpropopløsende behandling.
Men den medicinske behandling er ikke altid nok, og for nogle patienter har en åben operation med kirurgisk fjernelse af blodproppen været eneste udvej.
- Et sådant indgreb er omfattende og ikke uden risiko for komplikationer, og for svækkede patienter er en operation ikke altid forsvarlig. Derfor er det enormt glædeligt, at vi nu har denne mindre invasive mulighed, siger Bent Raungaard.

Teamet, der behandlede den første lungeemboli-patient med den nye metode. (Bent Raungaard nr. 2 fra højre)
Hjælper patienter, som ikke tidligere kunne behandles optimalt
Teknologien med fjernelse af lungeblodpropper har over det seneste år vundet indpas på landets øvrige hjertecentre, og med indførelsen på Aalborg UH er alle landets regioner nu dækket ind.
Konkret vurderer Bent Raungaard, at omkring 10–12 nordjyske patienter om året vil kunne få gavn af den nye behandling.
- Det er patienter, som vi tidligere ikke havde mulighed for at behandle optimalt, og som ellers risikerede at leve videre med fx hjertesvigt eller forhøjet tryk i lungekredsløbet - med åndenød, nedsat funktionsniveau og træthed til følge. For dem kan den nye procedure gøre en stor forskel, siger Bent Raungaard.
Omkring 3.000-4.000 mennesker i Danmark rammes af en blodprop i lungen hvert år. Ifølge Bent Raungaard vil op mod 10 procent af disse fremover blive behandlet med den nye metode.