Vil du forske i gnaverstalden?
I Gnaverstalden findes der alt, hvad et forskerhjerte kan begære, når det kommer til topmoderne faciliteter til at udføre forskning på rotter og mus.
- Stalden er en såkaldt SPF-stald, som betyder, at den lever op til de højeste standarder for hygiejne, og der benyttes udelukkende laboratoriedyr, særligt fremavlet til videnskabelige studier. Der er således mulighed for at foretage dyreforsøg af høj international kvalitet, siger leder af Biomedicinsk Forskningslaboratorium, Benedict Kjærgaard.
Sammen med dyrlæge Sanne Ross Sørensen og et hold af dyreteknikere står Benedict Kjærgaard i spidsen for driften af Biomedicinsk Forskningslaboratorium, som alle forskere ved Aalborg UH kan benytte til studier, der involverer dyremodeller, som mus, rotter, marsvin, kaniner og grise.
- Biomedicinsk forskning på Aalborg UH har i mange år spillet en vigtig rolle i udviklingen af ny viden om alt fra neurologiske sygdomme til rekonstruktion af kæbeknogler. Foruden de gode fysiske faciliteter kan vi tilbyde forskerne en velfungerende organisation, der hjælper med såvel rådgivning i forbindelse med projektplanlægning, valg af forsøgsdyr samt med konkret dyrefaglig assistance under gennemførelsen af forskningsforsøgene, siger Benedict Kjærgaard.
Gode muligheder for multidisciplinære studier
Gnaverstalden er beliggende på AAU’s matrikler på Fredrik Bajers Vej i Aalborg Øst, hvor den har været i drift i et par år. Stalden drives af medarbejdere fra Biomedicinsk Forskningslaboratorium, og er etableret som det første trin i en fremtidig samlet udflytning af dyreforsøgsfaciliteterne til Aalborg Universitetshospitals kommende lokation i Hospitalsbyen.
- Beliggenheden gør det muligt at drive faciliteterne til dyreforsøg i samarbejde med Aalborg Universitet, og ikke mindst lettere at etablere multidisciplinære forskningsprojekter på tværs af institutter og medicinske specialer. Vi har for eksempel allerede samarbejder mellem læger og ingeniører omkring afprøvning af implantater, der skal afhjælpe lidelser som dissemineret sklerose, lammelser efter traumer og blodprop i hjernen, fortæller Benedict Kjærgaard.
Foruden Gnaverstalden råder Biomedicinsk Forskningslaboratorium også over opstaldningsfaciliteter til marsvin, kaniner, grise og minigrise, der indtil videre er beliggende på Aalborg UH’s Nord matrikel.
Vil du vide mere?
Er du forsker, og vil du høre mere om mulighederne for dyreforsøg og faciliteterne i Gnaverstalden, så kontakt Benedict Kjærgaard eller Sanne Ross Sørensen:
https://aalborguh.rn.dk/forskning/faa-stoette-til-din-forskning/biomedicinsk-forskningslaboratorium
Billeder fra gnaverstalden
Overlæge, professor
Dyrlæge
Forfatter
Kommunikationskonsulent