Ph.d.-forsvar ved Line Uhrenholt
Over de seneste årtier er behandlingen af leddegigt, psoriasisgigt og rygsøjlegigt markant forbedret grundet tæt opfølgning, med fokus på at opnå lav sygdomsaktivitet, samt nye behandlingsmuligheder fx biologiske og syntetisk targeterede lægemidler. Da størstedelen af patienter med leddegigt, psoriasisgigt eller rygsøjlegigt nu kan opnå acceptabel ro i gigten, er det relevant at stille spørgsmål ved, om behandling med biologiske eller syntetisk targeterede lægemidler skal forsætte i standard dosis livslangt.
Line Uhrenholts afhandling er baseret på tre studier omhandlende dosisreduktion af biologisk behandling versus fortsættelse af standard dosis hos patienter med leddegigt, psoriasisgigt eller rygsøjlegigt med langvarig ro i gigten.
Studie I er et systematisk litteratur-review og metaanalyse baseret på randomiserede, kontrollerede studier. Metaanalyserne viste en særdeles forøget risiko for både opblussen i gigten samt vedvarende opblussen i gigten, når biologisk behandling blev stoppet abrupt sammenlignet med fortsættelse af standard dosis. Dosisnedtrapning af biologiske eller syntetisk targeterede lægemidler versus fortsættelse af standard dosis medførte en signifikant øget risiko for opblussen i gigten men ikke for vedvarende opblussen i gigten. Derudover viste en netværksmetaanalyse en særdeles forøget risiko for både opblussen i gigten og vedvarende opblussen i gigten når abrupt ophør blev sammenlignet med dosisnedtrapning.
Studie II er et 18-måneder langt pragmatisk, randomiseret, ikke blindet, ækvivalensstudie. Studiets formål var at undersøge, om algoritmebaseret dosisnedtrapning af biologisk medicin guidet efter sygdomsaktivitet sammenlignet med fortsættelse af den biologiske medicin efter vanlig praksis medførte en signifikant dosisreduktion samtidig med at ro i gigten fastholdes. 142 patienter med leddegigt, psoriasisgigt eller rygsøjlegigt med langvarig ro i gigten på stabil dosis biologisk medicin gennem ≥12 måneder blev inkluderet og randomiseret. Ækvivalent sygdomsaktivitet mellem studiet to grupper blev påvist ved 18-måneders opfølgningen til trods for at signifikant flere patienter i nedtrapningsgruppen havde reduceret deres biologiske behandling med ≥50%.
Studie III havde til formål at identificere potentielle prædiktive faktorer for succesfuld dosisnedtrapning af biologisk medicin baseret på data fra studie II. En tredjedel af patienterne i nedtrapningsgruppen opnåede succesfuld dosisnedtrapning (≥50% dosisreduktion samt vedvarende lav gigtaktivitet). En multivariabel regressionsanalyse identificerede bedre mental helbred ved studiets start som en potentiel vigtig prædiktor.
Efter evaluering af mulige fordele og ulemper til dosisnedtrapning af biologisk medicin viste denne afhandling, at dosisnedtrapning bør foretrækkes over abrupt ophør hos patienter med kroniske, inflammatoriske gigtsygdomme med langvarig ro i gigten. Algoritmebaseret dosisnedtrapning af biologisk medicin guidet efter sygdomsaktivitet medførte, at signifikant flere patienter i nedtrapningsgruppen reducerede deres biologiske behandling med ≥50% samtidig med at sygdomsaktiviteten forblev ækvivalent mellem studiets to grupper. Bedre mentalt helbred ved studiets start var den eneste potentielt vigtige prædiktor for succesfuld dosisnedtrapning af biologisk medicin.
Tid og sted
Ph.d.-forsvaret finder sted tirsdag den 30. august kl. 13.00 i Auditoriet, Aalborg Universitetshospital Nord ("Ø-bygningen"). Alle interesserede er velkomne. Efter forsvaret afholdes en reception.
Vejledere og bedømmelsesudvalg
Vejledere
- Associate Professor Salome Kristensen, Department of Rheumatology, Aalborg University Hospital and Center of Rheumatic Research Aalborg (CERRA), Department of Clinical Medicine, Aalborg University, Denmark.
- Professor Lene Dreyer, Department of Rheumatology, Aalborg University Hospital and Center of Rheumatic Research Aalborg (CERRA), Department of Clinical Medicine, Aalborg University, Denmark.
- Professor Robin Christensen, Section for Biostatistics and Evidence-Based Research, the Parker Institute, Bispebjerg and Frederiksberg Hospital and Research Unit of Rheumatology, Department of Clinical Research, University of Southern Denmark, Odense University Hospital, Denmark.
- Professor Ellen-Margrethe Hauge, Department of Rheumatology, Aarhus University Hospital and Department of Clinical Medicine, Aarhus University, Denmark.
- MD Annette Schlemmer, Department of Rheumatology, Aalborg University Hospital, Department of Rheumatology, Randers Regional Hospital, and Department of Clinical Medicine, Aarhus University, Denmark.
Bedømmelsesudvalg
- Clinical professor Søren Schou Olesen, Aalborg University, Denmark.
- Professor, Joachim Sieper, Charité University Hospital Berlin, Germany.
- Speciality Registrar Susanne Juhl Pedersen, Gentofte Hospital and Rigshospitalet, Denmark.