Forskningsmuligheder i Steno Diabetes Center Nordjylland

Steno Diabetes Center Nordjylland blev etableret 1. januar 2018 i et samarbejde mellem Novo Nordisk Fonden og Region Nordjylland ved en donation fra Novo Nordisk Fonden. Få her et indblik i centret og muligheder for samarbejde omkring forskning.

Hvordan er centrene opbygget?

Der er fem Steno Diabetes Centre i Danmark, et i hver region. Hvert center har en direktør, en forskningsansvarlig samt et særkende (http://novonordiskfonden.dk/da/content/steno-diabetes-centre).

Hvad forsker centret i?

Det nordjyske center har blandt sine formål at forske i diabetes og komplikationer til dette. Der er foreløbigt fem hovedområder med delområder, som beskrevet nedenfor (se også drejebogen)

  1. Diabetisk Neuropati, der omfatter:
    a. Perifer Diabetisk Neuropati, herunder smertefuld Neuropati.
    b. Diabetisk Autonom Neuropati, herunder nedsat gastrointestinal motilitet.
    c. Den diabetiske fod.
  2. Diabetisk knoglesygdom som følge af nedsat styrke af knoglerne.
  3. Diabetisk Karsygdom, herunder retinopati, nefropati, cardiovaskulær sygdom samt mikrobiomet.
  4. Diabetes hos børn og unge.
  5. Tværfaglig og tværsektoriel forskning – herunder:
    a. Digital Sundhed inkl. Big data – centrets særkende.
    b. Forskning i almen praksis, sygepleje, ledelse og sundhedsøkonomi.

Hvordan er centret finansieret?

Centret modtager og kan søge finansiering fra flere kilder:

  1. En grundbevilling fra Novo Nordisk Fonden på 77,5 mio. kr. i 10 år startende fra 1. januar 2018 med mulighed for forlængelse.
  2. Mulighed for at hjemsøge midler fra de såkaldte Steno Collaborative Grants. Der er til disse afsat 50 mio. om året de næste 10 år. Ansøgning om disse kræver at mindst 2 af de 5 Steno centre i landet går sammen (se nedenfor for de 2 bevillinger, der hidtil er opnået her i Nordjylland). Eksterne partnere kan også deltage. Der er i kontrakten med Novo Nordisk Fonden fastsat, at centret i Nordjylland skal hjemtage mindst mellem 30 og 50 mio. kr. i collaborative grants de næste 10 år.
  3. Ph.d. (2/3 finansierede) og postdocs kan hjemsøges via Danish Diabetes Academy (https://www.danishdiabetesacademy.dk/). Disse midler er også åbne for ansøgere uden for centrene.
  4. Hjemsøgning fra fonde og virksomheder på samme vilkår som andre.
  5. Bidrag fra andre eksterne partnere.

Hvordan kommer jeg i samarbejde med centret?

Du retter henvendelse til forskningsansvarlig Peter Vestergaard per mail (p.vestergaard@rn.dk).

Hvilke krav er der til samarbejdet?

Centret er forpligtet til at indgå en kontrakt med alle samarbejdspartnere, hvori det specificeres, hvad partneren bidrager med og hvad Steno Centret bidrager med, ligesom der fastsættes krav til delivarables og milestones.

Centret er som udgangspunkt åbent for alle, blot projektet har diabetes som sit hovedformål.

Centret forbeholder sig ret til at vurdere indkomne projekter. Kommer der flere projekter, der retter sig mod de samme kategorier af patienter, forbeholder centret sig ret til at at gå i dialog med samarbejdspartnerne om in- og eksklusionskriterier samt om mulighed af samarbejde mellem forskellige projekter.

Hvad har centret opnået det første år?

Der er hjemkommet lidt over 20 mio. kr. fra Steno Collaborative grants til 2 projekter, publiceret 15 artikler, indgået 1 internationalt samarbejde, ligesom der kører 1 randomiseret kontrolleret forsøg (se nedenfor).

Der er startet 2 ph.d.-studerende:

  • Johan Bovbjerg Røikjer
  • Nicklas Højgaard Rasmussen

Se centrets publikationer, samarbejder, funding samt medicinske produkter, opfindelser og kliniske forsøg:

  • Publications - Steno Diabetes Center Nordjylland
  • Collaborations and Partnerships - Steno Diabetes Center Nordjylland
  • Funding - Steno Diabetes Center Nordjylland
  • Medical Products_Interventions_Clinical Trials - Steno Diabetes Center Nordjylland