Søger du forskningsmidler til den forkerte kasse?
Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut ved Aalborg Universitet er to forskellige, uafhængige organisationer. Det overrasker med jævne mellemrum forskere, der søger penge hjem til deres forskning.
For selvom der er tætte bånd mellem de to organisationer, og at mange medarbejdere, som beskæftiger sig med forskning, har en ansættelse begge steder, er det afgørende, at det er den rigtige organisation, forskningsmidlerne søges hjem til. Et forkert valg kan nemlig volde store problemer, fortæller fundraiser Kristian Schmidt-Kristensen fra hospitalets Fundraising- og projektstøtteenhed, FUPA.
- Donerede penge skal som hovedregel bruges i den organisation, hvortil de er givet. Vi oplever desværre, at man kommer til at søge penge hjem til et projekt til universitetet, men hvor aktiviteterne i projektet reelt ligger på hospitalet. Pengene havner med andre ord i en anden kasse, end hvor de skal bruges fra. Det er desuden også kun muligt at få oprettet en forskningskonto i den organisation, hvor man som ansøger er ansat, forklarer Kristian Schmidt-Kristensen.
I samarbejde med Klinisk Institut ved AAU har FUPA derfor udarbejdet en guide, der skal hjælpe forskerne med at vælge den rigtige organisation, når de søger penge. Guiden ligger på FUPA’s hjemmeside.
- Vi vil rigtig gerne undgå de kedelige tilfælde, hvor vi må meddele en fond, at pengene faktisk skulle have været givet til en anden organisation, fordi de medarbejdere, der deltager i projektet, slet ikke arbejder her - eller omvendt. Det sender et rigtigt dårligt signal til fonden. Er man i tvivl, er det derfor vigtigt, at man kontakter os i FUPA, så vi får formalia korrekt, siger Kristian Schmidt-Kristensen.
Ansøgninger over 500.000 kr. skal kvalitetssikres
FUPA tilbyder forskere ved regionens hospitaler gratis rådgivning og kvalitetssikring af forskningsansøgninger, både hvad angår projektbeskrivelser, men også udarbejdelse af budgetter.
- Vi ser tit, at forskerne ikke er opmærksomme på de reelle omkostninger ved at gennemføre et forskningsprojekt, og at man kommer til at underbudgettere nogle af posterne eller helt glemmer dem. Derfor skal ansøgninger hvor der søges mere end 500.000 kroner omkring enten FUPA eller AAU Funding til en kvalitetsgennemgang. Her gennemgår vi budgettet og hjælper med at beregne eventuelle overheadbeløb, fortæller Kristian Schmidt-Kristensen.
Alle ansøgninger uanset budgettets størrelse, som udgår fra Aalborg UH skal godkendes af den pågældende forskers afdelingsledelse, inden de afsendes. Det er nemlig afdelingen, der skal garantere medfinansiering og dække et eventuelt underskud, som måtte opstå i projektet. Det samme er gældende ved ansøgninger, hvor AAU er afsender. Her skal ansøgningen sendes til godkendelse i Klinisk Institut. I de tilfælde hvor både hospitalet og universitetet er partnere i projektet, skal budgettet godkendes begge steder.
Vil du vide mere om FUPA og reglerne for ansøgning af forskningsmidler, kan du læse mere her.
Mød AAU Funding på hospitalet![]() Helle sidder har været ansat hos F&P i 11 år og har i den periode bl.a. beskæftiget sig med sundhedsforskning både for HST og Klinisk Institut. For at styrke samarbejdet mellem Klinisk Institut og Aalborg UH vil hun sidde i Forskningens Hus en dag om ugen på samme gang, hvor du finder hosptialets egne fundraisere.
Kontakt Helle Sønderholt Christiansen på tlf.: 9940 7346 eller mail: hch@adm.aau.dk.
|
Forfatter
Kommunikationskonsulent
Forfatter
Kommunikationskonsulent