Fuldt hus til Willerslev-foredrag

1. februar tryllebandt den verdensberømte danske forsker Eske Willerslev et stopfyldt auditorium med fortællinger om sine inspirerende studier af menneskets historie gennem kortlægning af genomer fra årtusinder gamle knogler.

Som ung rejste Eske Willerslev rundt i det nordøstlige Sibirien, hvor han udlevede en drøm om at være eventyrer og pelsjæger. På rejserne opstod en række grundlæggende spørgsmål om folkeslags forskellighed – hvordan kunne der være så mange forskellige sprog i det nordøstlige Sibirien, og hvad var egentlig deres relation til amerikanske indianere?

Willerslev fortalte, hvordan denne undren kickstartede hans forskerkarriere, og med hjælp fra den nyeste teknologi inden for gensekventering, begyndte han og en forskergruppe at studere folkevandringerne nærmere ud fra gamle skeletter.

Således blev han i 2010 den første, som fuldt kortlagde arvemassen fra et fortidsmenneske – ved hjælp af en hårprøve fra et 4000 år gammelt menneske på Grønland. Tidligere havde man ikke været i stand til at trække autentisk humant DNA ud af gamle menneskeskeletter – men med de nye teknologiske muligheder, kunne Willerslev mere eller mindre beskrive hele den arktiske befolknings historie ud fra en enkelt hårprøve.

Efterfølgende har Eske Willerslev beskrevet fortidsmennesker i USA, og han fortalte, hvordan han ved at lave DNA-undersøgelser af et urgammelt barneskelet, der siden 1968 havde været gemt væk i en privat bankboks, som den første fandt endeligt bevis for, at indianerne først befolkede Amerika. En forskning, som dermed gjorde op med årtiers diskussion om, hvem der først befolkede kontinentet.

Eske Willerslevs fascinerende kortlægning af menneskets historie og vandring fortsætter. Senest har han gennemført det første store genomstudie af australske aboriginere, hvorfra han har tegnet et et indblik i en af Jordens ældste nulevende befolkningers historie.

Om Eske Willerslev

Eske Willerslev er "Lundbeck Professor" ved Københavns Universitet fra 2005 og leder af Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum, og Prince Philip Chair in Ecology and Evolution, Cambridge University.

Han har modtaget et væld af priser og er blandt andet medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og det amerikanske National Academy of Sciences. Siden 1999 har han publiceret 225 videnskabelige artikler, heraf 45 i de prestigefyldte tidsskrifter Nature og Science. Han har superviseret 14 MSc, 25 ph.d.- og 37 postdoc-projekter.

Forelæsningen var arrangeret af professor Michael Bjørn Petersen, Klinisk Genetisk Afdeling.