For fagfolk: Ilizarovapparatur
Susanne Jølck er specialistsygeplejerske og Ilizarov-koordinator inden for fagområdet knoglerekonstruktion. Susanne Jølck træffes alle hverdage.
Historie
Ortopædkirurgisk Klinik på Aalborg Sygehus har siden 1991 foretaget rekonstruktioner og forlængelser af knogler ved hjælp af en speciel metode med et Ilizarov-apparatur.
Behandlerteam og ekspertise
Klinikken behandler hvert år over 100 patienter, såvel børn som voksne. I dag er der opbygget et højt specialiseret team af læger og sygeplejersker, der varetager den samlede behandling, pleje og omsorg af patienter, der bliver behandlet med et Ilizarov-apparatur. Denne faglige ekspertise betyder, at klinikken i dag anses for at være førende indenfor området og modtager patienter fra hele landet.
Her kan metoden anvendes
Behandling med Ilizarov-apparatur kan anvendes ved disse lidelser:
- forskel i benlængde
- falske led i de lange rørknogler
- korrektion af deformiteter i knogler eller bløddele
- knoglebrud
Hvad er et Ilizarov-apparatur?
Et Ilizarov-apparatur består af metalringe, der er forbundet med hinanden med metalstænger med gevind. Apparaturet gøres fast uden på benet eller armen ved hjælp af tynde metaltråde, der er ført gennem benet og knoglerne.
Vi sikrer gode patientforløb
Specialistsygeplejersken skal sørge for , at der i de enkelte patientforløb er kvalitet, helhed og sammenhæng. For at sikre disse ting er det få og højt specialiserede fagpersoner, der igennem hele forløbet yder behandling, pleje og omsorg til den enkelte patient.
Før behandlingen
Inden patienten starter et behandlingsforløb, cirka 3 uger før operationen, indkalder specialistsygeplejersken patienten og dennes pårørende til en forberedende samtale. Her tilrettelægger de sammen hele behandlingsforløbet ud fra en grundig vurdering af patientens situation og gennem en meget grundig undervisning og vejledning i selve behandlingsforløbet.
Hvis en patient indlægges akut, vil specialistsygeplejersken undervise og vejlede patienten under behandlingsforløbet.
Under indlæggelsen
Specialistsygeplejersken er under hele indlæggelsen en del af det faglige behandlerteam, der sikrer, at patienten til enhver tid oplever kvalitet og sammenhæng i behandlings- og plejeforløbet.
Specialistsygeplejersken vil dagligt se til patienten og tilrettelægger i samarbejde med patienten og den behandlingsansvarlige overlæge det videre behandlings- og plejeforløb.
Efter udskrivelsen
Når patienten er kommet hjem fungerer specialistsygeplejersken som kontaktperson for patienten og dennes pårørende, så de altid telefonisk kan henvende sig, hvis de har et problem eller er i tvivl om noget. Det har vist sig, at en del problemer kan klares telefonisk - ellers er der altid mulighed for, at patienten med kort varsel kan ses i ambulatoriet.
Til kontrol i ambulatoriet
Patienten skal i efterbehandlingsperioden komme til ambulant kontrol flere gange. Ved disse lejligheder vil det være den behandlingsansvarlige overlæge og specialistsygeplejersken, der er til stede, og som i samarbejde med patienten planlægger det videre behandlings- og plejeforløb.
Specialistsygeplejersken er kontaktperson
Specialistsygeplejersken er i hele behandlings- og plejeforløbet kontaktperson for det øvrige behandler-team omkring patienten, eksempelvis hjemmesygeplejerske, fysioterapeut, egen læge og socialrådgiver.
Vil du vide mere?
Hvis du ønsker yderligere og mere deltaljeret information omkring knoglerekonstruktion og knogleforlængelse med Ilizarov-apparatur, er du velkommen til at kontakte Susanne Jølck.
Du kan også rekvirere skriftligt informationsmateriale, som i mere detaljeret form beskriver de forskellige behandlings- og plejemæssige tiltag, patienterne oplever og skal forholde sig til i det samlede behandlingsforløb.
Opdateret