Du får en stor maske på, der dækker for både næse og mund. Silikonelameller hele vejen rundt om masken gør, at den slutter tæt om dit ansigt, når stropperne bliver spændt ind til dit hoved.
Når du får masken på, er det vigtigt, at du forsøger at følge den vejrtrækningsrytme, som maskinen kører med. Det skal du for at få fuldt udbytte af behandlingen.
Du er helt vågen i forbindelse med behandlingen, men nogle patienter falder hurtigt i søvn, når masken er sat på. Det kan være en fordel i starten, da det gør det nemmere for kroppen at samarbejde med maskinen om vejrtrækningsrytmen.
Hvis du har tandproteser, er det vigtigt, at de ikke er i munden, når masken kommer på. De kan nemlig besværliggøre din vejrtrækning, hvis de sidder løse under masken. Tandproteserne kan også forhindre masken i at slutte ordentligt tæt og derved fungere korrekt.
I løbet af de første 4 timer skal du have taget en blodprøve i håndleddet 3 gange – en såkaldt arteriepunktur. Vi tager en blodprøve inden opstart med NIV-behandlingen, 1 time efter opstart og igen 4 timer efter opstart.
Efterfølgende er det din tilstand og effekten af behandlingen, der afgør, hvor ofte blodprøven skal gentages.
Vi tager blodprøverne for at følge ilt- og kuldioxid-niveauet i dit blod og for at holde øje med din pH-balance i blodet.
Det er vigtigt, at iltindholdet i blodet ikke bliver for lavt, og at kuldioxidniveauet ikke bliver for højt, da det vil forhindre ilten i at nå ud til vigtige organer og celler i din krop.