Hjemmebehandling med antibiotika med CADD-pumpe

Du har mulighed for at blive behandlet med antibiotika hjemme frem for på hospitalet, hvilket er videnskabeligt vist at være en ligeværdig og sikker behandling. Det udføres ved, at du kobles til en transportabel infusionspumpe, som vil give dig medicinen i dit kateter i årene.

Flere punkter skal være opfyldte for at behandle med antibiotika hjemme:

  • Du skal kunne klare dig hjemme i forhold til at tage din medicin, spise, drikke, reagere på symptomer samt varetage omhyggelig hygiejne.
  • Du skal have en telefon/mobiltelefon, som virker, så du på alle tidspunkter kan komme i kontakt med afdelingen.
  • Du skal have mulighed for at måle din temperatur i hjemmet.
  • Du skal dagligt have skiftet infusionspose. Inden du tager hjem, aftaler vi, hvordan det skal foregå for dig.

Hvis disse forhold er på plads, og du føler dig tryg ved det, kan behandlingen med antibiotika foregå hjemme.

Det er vigtigt, at du kontakter afdelingen med det samme, hvis pumpesystemet ikke virker eller du udvikler alment ubehag, feber (temperatur højere end 38,0 grader), smerter, hududslæt eller andre nyopståede symptomer.

Inden du ringer, skal du måle din temperatur.