Kontakt vores ambulatoriesygeplejerske telefonisk på tlf. 97 66 39 18 alle hverdage i tidsrummet 8-9 eller 12-13 med henblik på tidsbestilling. Hvis du ønsker at være anonym, booker vi en tid til dig uden at bruge dit CPR-nummer.
Vi indleder med en samtale, hvor du fortæller os om, hvorfor du mener, at du kan være smittet, og hvornår det eventuelt kan være sket. Vi har brug for at vide dette for at kunne vurdere, hvor sikkert et svar, vi kan give dig, og om vi skal sætte en forebyggende behandling i gang med det samme. Herefter informerer vi dig om testmetoden.
Forebyggende behandling
Er du blevet udsat for smitte inden for det seneste døgn, tilkalder vi en læge med henblik på at sætte en forebyggende behandling i gang med antiviral medicin. Dette kaldes en PEP-behandling.
Blodprøve
Testen består af en blodprøve, som vi bestiller i Klinisk Biokemi med det samme. Hvis du ønsker at være anonym, booker vi blodprøven under et tilfældigt nummer, som du får med fra os. Nummeret skal du gemme, da det også er det nummer, vi bruger, når du får svar på testen. Når du har fået taget blodprøven, må du gå hjem.