Isolation betyder, at du indlægges på enestue med eget toilet og bad og kun må komme ud, hvis du skal til undersøgelser. Hvis du skal til undersøgelse i fx Røntgenafdelingen, skal du, lige inden du køres til undersøgelsen, skifte til rent tøj, og rent linned lægges på sengen. Du skal eventuelt også have mundbind på.
Mad, drikkevarer og håndklæder med mere bringes ind til dig af personalet. På døren ind til din stue er der et gult skilt, hvor der står ”ISOLATION – henvendelse til personalet før adgang til stuen”. I mellemgangen ind til din stue står der et bord med blandt andet mundbind, handsker og forklæde, som benyttes af personale og pårørende, der besøger dig på stuen.