Borreliose behandles effektivt med antibiotika, som gives direkte i en blodåre flere gange i døgnet i mindst 2 uger. Når situationen tillader det, kan behandlingen afsluttes med tabletter. I særlige tilfælde kan tabletbehandling være at foretrække.
Bliver jeg rask igen?
Ved behandling tidligt i sygdomsforløbet, vil symptomerne oftest gå i ro inden for 14 dage. Har du fået symptomer fra nervesystem, led eller hjerte, kan der gå op til måneder, inden du vil komme dig helt. Langt de fleste bliver helt raske, men enkelte kan få varige mén, idet visse symptomer ikke fortager sig helt.
Vær opmærksom på flåtbid
Når du færdes i naturområder, vil der altid være en risiko for flåtbid. Skovflåter skal fjernes hurtigst muligt, så vær opmærksom på, om du er blevet bidt. Du kan bruge en tægetang, som kan købes på apoteket til at fjerne flåten med. Observer herefter området, hvor du er blevet bidt. Kommer der udslæt, skal du tage kontakt til din læge. Enkelte personer oplever at få borreliainfektion flere gange, men det er sjældent.
Kontrol efter udskrivelse
Det vurderes i det enkelte tilfælde, om der er behov for yderligere kontrol.