Operation for blindtarmsbetændelse (voksne)
Du er indlagt med blindtarmsbetændelse eller mistanke om blindtarmsbetændelse og afventer operation. Du kan opleve lang ventetid, og operationen kan blive udsat. Vi vil så vidt muligt holde dig løbende orienteret.
-
Du er indlagt med blindtarmsbetændelse eller mistanke om blindtarmsbetændelse og afventer operation. Du kan opleve lang ventetid, og operationen kan blive udsat. Vi vil så vidt muligt holde dig løbende orienteret.
-
Blindtarmsbetændelse er en pludselig betændelsestilstand i et lille stykke tarm, der sidder på starten af tyktarmen. Når der går betændelse i blindtarmen, skal den fjernes, så tilstanden ikke forværres. Blindtarmen fjernes ved en kikkertoperation.
-
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som du får væske og medicin igennem. Kirurgen, der skal operere dig, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Operationen udføres med kikkert gennem 3 små huller i bugvæggen. Du får blæst luft ind i bughulen, hvorefter kirurgen fører 3 små rør ind. Gennem disse rør indføres kikkerten og de øvrige instrumenter, kirurgen skal bruge til at fjerne blindtarmen.
Operationen varer 1-2 timer.
-
Vær fastende
Du skal være fastende til operation. Det vil sige, at du ikke må spise, drikke, ryge eller tygge tyggegummi. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her: RN.dk/fastevideo
Hold pause med medicin
Tager du medicin, skal du i nogle tilfælde holde pause med denne for at undgå komplikationer ved operationen. Følg de anvisninger, du får af lægen om din medicin.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Fjern hår på kroppen
Mænd skal barbere sig på maven, fra under brystet og ned, samt på venstre lår.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet, især navlen. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere.
Brug eventuelt støttestrømper
Nogle patienter får udleveret lange TED-strømper (støttestrømper). TED-strømper er med til at mindske risikoen for en blodprop efter operationen.
Køb smertestillende medicin
Vi råder dig til på forhånd at købe smertestillende håndkøbsmedicin (paracetamol), så du har den til de første dage hjemme.
-
Du kommer på opvågningsstuen
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen og klar efter bedøvelsen.
Du får blodfortyndende medicin
Cirka 6 timer efter operationen får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin (Innohep). Den gives som regel i maven eller låret. Indsprøjtningen gives for at minimere risikoen for blodpropper i tiden efter operationen.
Hvis blindtarmen var betændt og hel, da den blev fjernet, er der ikke behov for anden medicinsk behandling end blodfortyndende medicin og den nødvendige smertestillende medicin, og du kan udskrives cirka 6 timer efter operationen.
Hvis der er gået hul på blindtarmen
Hvis der er gået hul på din blindtarm, skal du forblive indlagt og behandles med antibiotika. Du får medicinen gennem det drop, du fik anlagt inden operationen.
Du skal være indlagt, indtil:
- den antibiotiske behandling er afsluttet; forvent 3 døgns indlæggelse
- der er gang i din mave.
Inden du bliver udskrevet
Det er vigtigt, at du kommer relativt hurtigt ud af sengen.
Inden du bliver udskrevet, skal du:
- have haft vandladning og luftafgang
- være forsvarligt smertedækket
- have tilset dine plastre
- have været oppe at gå
- have spist og drukket.
Forvent at have smerter
Efter operationen kan du have mavesmerter, hvilket er helt normalt. Du kan også have kvalme, opkastninger og nedsat appetit. Det er vigtigt, at du trods dette kommer i gang med at spise og drikke og bliver mobiliseret så hurtigt som muligt.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Du må ikke selv køre bil eller andre motorkøretøjer det første døgn efter operationen. Vi anbefaler, at du på forhånd aftaler at blive hentet af en pårørende.
-
Aftal at have en pårørende hos dig, når du kommer hjem
Du skal have en voksen person hos dig de første 24 timer efter operationen.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Det er helt normalt at have smerter i maven og skulderen i den første tid. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Vi anbefaler:
- Ved lette smerter: Paracetamol 500 mg, 2 tabletter 4 gange dagligt.
- Ved moderate smerter: Ibumetin 400 mg, 1 tablet højst 3 gange dagligt.
- Ved stærke smerter: Morfin 5 mg højst 3 gange dagligt eller Tradolan 50 mg, 1 tablet højst 3 gang dagligt. OBS: Skal ordineres af lægen på Akut Sengeafsnit.
Fjern plastre og tag brusebad efter 1 døgn
2 døgn efter operationen må du fjerne plastrene over såret. Du må gerne sætte nye plastre på, hvis der er behov for det.
Hold maven i gang
Det er vigtigt at holde maven i gang. Det gør du ved at bevæge dig og drikke rigeligt med væske, gerne 2 liter dagligt.
Undgå karbad, svømmehal og solbadning
Undgå karbad og svømmehal de første 10-14 dage efter operationen. Begræns solbadning de første 6 måneder for at skåne arret. Arret er meget sensitivt, og du bør anvende solcreme faktor 30, når du er i solen.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Genoptag dine aktiviteter
Du må genoptage rolige aktiviteter samme dag, som du bliver udskrevet. Du skal vente med at genoptage krævende fysisk aktivitet, tunge løft og sport til 2 uger efter operationen.
Aftal at få fjernet operationstråd
Du skal selv kontakte din læge og bestille tid til at få fjernet operationstråd/agraffer. Tråden/agrafferne kan fjernes 10-12 dage efter operationen.
Kontakt os ved problemer det første døgn
Kontakt os, hvis der opstår problemer, fx tiltagende smerter, feber og utilpashed, det første døgn efter operationen. Opstår der problemer senere, skal du henvende dig til din egen læge.
Vær opmærksom på symptomer
Hvis du oplever nogle af disse symptomer i dagene efter operationen, opfordrer vi til, at du kontakter din egen læge eller Lægevagten:
- Du får tiltagende rødme, varme, hævelse eller ømhed ved operationsarrene.
- Der siver væske fra sårene (sekret eller blod).
- Du får feber.
- Dine smerter i maven forværres.
-
Nogle patienter udvikler en byld efter operationen. Symptomerne viser sig typisk 1 uge efter operationen. Symptomerne er tiltagende smerter i maven, høj feber og generel utilpashed. Hvis du får disse symptomer, skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
-
Akut Sengeafsnit (ASA)
Tlf. 97 65 61 11
eller
Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafsnit 2
Tlf. 20 62 17 64