Hospitalsbyen
Fremtidens hospital i Nordjylland
Hospitalsbyen i Aalborg Øst er en af de mest betydningsfulde investeringer i det nordjyske sundhedsvæsen i nyere tid. Det er et moderne hospital, der forener højt specialiseret behandling, diagnostik, rehabilitering og pleje med forskning og uddannelse i tidssvarende rammer.
Hospitalsbyen blev officielt indviet den 12. maj 2026, men der pågår stadig flytninger af funktioner fra deres placering på Syd- og Nord-matriklerne i Aalborg. På denne side kan du læse mere om, hvad der venter patienter, pårørende og medarbejdere i de nye omgivelser og holde dig orienteret om, hvor vi er i flytteprocessen.
Indviet af dronningen
Tirsdag den 12. maj 2026 blev Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen officielt indviet af Hendes Majestæt Dronning Mary.
Ved hovedindgangen klippede dronningen snoren til hospitalets nye byggeri og markerede dermed afslutningen på mange års arbejde med at skabe rammerne for fremtidens nordjyske sundhedsvæsen.
Indvielsesdagen bød på taler, musik og besøg i Børne- og Ungehuset, hvor visionerne for et moderne og patientvenligt hospital blev præsenteret.
Læs mere
Tjek mødested i MineAftaler
Selvom store dele af hospitalets aktiviteter i Aalborg nu er flyttet til Hospitalsbyen, er der stadig afdelinger, som har ambulatorier mv. på Aalborg UH Syd. Har du en aftale på hospitalet, skal du derfor være opmærksom på, hvor du skal møde op.
Mødestedet står i indkaldelsesbrevet - men kan også ses i appen MineAftaler Region Nordjylland.
Appen kan blandt andet bruges til at
📆 få overblik over aftaler på tværs af sundhedsvæsenet – hospitaler, læge, speciallæge, kommune og andre regioner.
✅ booke, ændre eller aflyse visse aftaler – fx blodprøvetagning.
✉ se indkaldelsesbreve fra hospitalerne.
🏥holde videokonsultation med sundhedspersonalet på de nordjyske hospitaler.
Appen MineAftaler Region Nordjylland kan hentes i App Store og Google Play.
Hospitalsbyen
Byggeriet af det nye Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen er Nordjyllands hidtil største byggeri på ca. 180.000 kvm inkl. et Servicehus på 20.000 kvm.
Med byggeriet får nordjyderne et moderne hospital, der kan levere patientbehandling af højeste kvalitet og integrere klinik, forskning og udvikling på nye måder. Samtidig får personalet nye muligheder for at arbejde sammen på tværs af afdelinger for at skabe gode patientforløb.
Størstedelen af medarbejderne flytter med på det nye hospital i 2026, men der vil fortsat også være aktivitet på Hobrovej (Aalborg Universitetshospital Syd) i en årrække. Her planlægges yderligere udflytninger senere.