Mød UAO ved Patologiafdelingen
Kort præsentation
Jeg har været UAO på afdelingen siden februar 2024, er uddannet i Aalborg/Hjørring og har både været UKYL under HU og som afdelingslæge. Da potentialet i UKYL-rollen var indfriet, fik jeg mulighed for at tage en ”Master i Læreprocesser” på AAU med speciale i didaktik og professionsudvikling
Hvad er det bedste uddannelsesmæssige tiltag, som i øjeblikket foregår på din afdeling?
Deling af viden vedr. kursusaktivitet på afdelingen: Uddannelseslægernes (UL) deltagelse i årsmødet, obligatoriske generelle og specialespecifikke kurser deles med afdelingens øvrige læger 2-3 gange pr. semester. Formatet køres efter en simpel skabelon: 3-2-1-modellen som lægger op til en kort opsummering af 3 ting man fik lært, 2 ting man blev nysgerrig på og 1 ting man ikke forstod.
Hvert oplæg varer 7-10 min inkl. spørgsmål, hvilket gør forberedelsestiden overskuelig. Der er ingen krav om PowerPoint, men korte, skarpe oplæg, som tager udgangspunkt i egen oplevelse. Modellen inviterer UL til refleksion over udbytte, inspirerer andre og indbyder til efterfølgende diskussion. Formålet med modellen er at skabe en kultur, hvor transfer af viden er kutyme og kursusaktivitet en gevinst for hele afdelingen. Tiltaget er udbredt til alle afdelingens læger.
Karrieresamtaler: Et godt samarbejde i uddannelsesledelsen kan ved karrieresamtaler bidrage til investering i og berigelse af specialet med endnu dygtigere, kommende kolleger. Læs mere i Uddannelsesnyt oktober 2026.
Hvad har du lært i din tid som UAO, som du tænker, at dine kolleger på andre afdelinger kunne have glæde af at høre?
Synlighed i forhold til afdelingens uddannelsestiltag, så alle på afdelingen føler sig informeret. Andre faggrupper, hos os fx bioanalytiker, udgør qua deres erfaring en vigtig ressource i speciallægeuddannelsen. Det giver gode diskussioner, bedre samarbejde, forståelse og respekt for hinandens arbejdsopgaver, at UAO’en med jævne mellemrum orienterer denne faggruppe om, hvorfor uddannelseslægerne laver ”kompetencevurdering”, ”360 graders evalueringer” eller ”hvad er et inspektorbesøg”. Synligheden understøttes af en centralt placeret uddannelseslægetavle, hvor stort og småt deles, inkl. kompetencevurdering.
Langsigtet planlægning af et inspektorbesøg, især målrettet at kunne dokumentere tiltag til forbedring af tidligere udpegede indsatsområder. Jeg har planlagt udgivelse af nyhedsbreve vedr. uddannelse på afdelingen 2-4 gange årligt. Dette tjener som logbog over status, udvikling og evaluering af diverse initiativer og indsatsområder.
Står du overfor ændringer eller tiltag i afdelingen, som kan smitte af på uddannelsen, og har du gjort dig tanker om, hvordan disse kan imødekommes?
Patologiafdelingen i Aalborg arbejder med digital billedanalyse i alle funktioner pr. 1. september 2026, dvs. de histologiske snit bedømmes nu på en diagnostisk skærm i stedet for lysmikroskopisk. Dette har faktisk givet endnu bedre daglig supervision af uddannelseslægerne, og de har været enormt adaptive og positive i processen.
Jeg ser uddannelseslægerne som en vigtig ressource for afdelingen i forhold til at bidrage med viden om og interesse i AI-baserede beslutningsstøtteværktøjer. Disse værktøjer er på vej og vil udfordre den måde, vi plejer at lære patologifaget på. På samme måde udgør tiltagende molekylærpatologiske undersøgelser et område, hvor uddannelseslægernes interesse for forskning/forskningstræningsprojekter kan blive meget interessant for deres fagpersonlige profil.